Åby Bed

- et permakulturbed

Et spiseligt bed til glæde for alle

I efteråret 2015 startede et nyt lille projekt med at etablere et bed med spiselige planter i Åby Park. Initiativet og drivkraften kom fra en beboer fra lokalområdet. Nu er planterne groet til, og alle meget velkomne til at plukke, smage og tage lidt med hjem.

Husk at plukke med omtanke for den enkelte plante, så den kan gro videre til glæde for andre i parken. En tommelfingerregel siger, at man kan høste op til 1/3 af planten og derefter lade resten være, så planten kan leve godt videre.

Planterne smager forskelligt året igennem og bliver typisk stærkere og mere bitre efterhånden som tilvæksten og sommerens sol påvirker dem. Derfor kan nogle planter være gode først på foråret, men nærmest uspiselige senere hen. Smag derfor på planterne, inden du høster, så du kun får høstet det, du synes smager godt.

Aromatiske og kraftigt smagende planter:

  • Korsknap
  • Daubenton grønkål
  • Takkeklap
  • Grøn fennikel og bronzefennikel
  • Skotsk Lostilk
  • Russisk esdragon

Mildt smagende planter:

  • Moskuskatost
  • Daglilje
  • Kejserlys
  • Hosta
  • Lungeurt
  • Lægestokrose

Anette, der tog initiativ til bedet har lavet opskrifter med flere af planterne fra bedet.
Du kan finde opskrifterne her.

Hvis der er nogle af planterne, du gerne vil have i egen have, er du velkommen til at tage frø med hjem. Frøene lægges i en potte om efteråret, og når de spirer frem om foråret og har fået lidt størrelse, kan de sættes ud i haven.

Anettes permakulturbed i Åby Park

Åby Park er en offentlig park, som alle er velkomne til at bruge. Det spiselige bed ligger midt i parken, tæt ved hegnet ind til tennisbanerne.

Åbyhøj Fællesråd var med, da der blev målt ud til bedet. Anette, der tog initiativet til bedet, stod for at passe og vedligeholde bedet i den første årrække. Nu får bedet lov at gro, og vi tester, om det stort set kan passe sig selv.

Nedenfor kan du se billeder fra etablingsprocessen.

Permakultur og pasning af bedet

Bedet blev etableret i 2015 med udgangspunkt i permakulturens principper. Permakultur er en sammentrækning af permanent agriculture, altså en ide om et landbrugssystem, som er vedvarende og ikke tærer på naturen. Derfor blev bedet etableret på en lidt anderledes måde. I stedet for at skrælle græslaget af, blev bedet etableret ovenpå græsset. Det nederste lag var pap, der kvalte græsset, og ovenpå var halm og sand for at holde på fugten og forbedre jordkvaliteten. Alle planterne i bedet er flerårige, tåler hård frost og kommer derfor igen mange år fremover.

Med tiden er paplaget formuldet, og det har været svært at holde det invasive kvikgræs i skak. Derfor har der i en periode været lagt en ukrudtsdug ud på området for at gøre det sværere for kvikgræsset af få fat.

Synes du, det lyder som et spændende projekt, og vil du evt. være med til at passe eller udvikle det lille bed, kan du kontakte os på smag@aarhus.dk.

Skitse til permakulturbed i Åby Park

Find Åby Bed