Lillehammervejs æbler

Nyd både gamle sorter og en hel lille skov af paradisæbletræer

5 nye æbletræer med gamle sorter er plantet ind på Lillehammervej i 2019. Sammen med den resterende beplantning af paradisæbler bliver Lillehammervej et dejligt æblested fremover

5 æbletræer af sorterne ’Bel de Boskoop’, ’Guldborg’, ’Filippa’, ’Skovfoged’ og ’Gul Gårsten’ på vildstamme er nu at finde på Lillehammervej ved legepladsen.

Husk at lade æblerne hænge, til de løsnes med et vrid. Kernerne skal være brune inde i kernehuset. Er de ikke det, har du plukket æblet for tidligt.

Paradisæbletræerne er gamle og du kan med fordel bruge frugterne til æblegelé.

Til 5 – 6 små glas æblegelé:

1,5 kg paradisæbler
2,5 dl vand
500 g sukker pr. liter siet saft
Evt. 1 spsk. æbleeddike

Skyl æblerne og fjern stilke og blomster. Kom dem i en gryde sammen med vand og bring det i kog.

Æblerne skal simre under låg, til de er meget møre. Mas æblerne med en grydeske.

Si den udkogte æblemasse gennem et dørslag så æblekerner og -huse holdes tilbage. Hæld mosen i en saftpose og lad saften løbe fra i 5-7 timer.

Mål saften op og bring den i kog. Rør sukker i og tilsæt evt. en smule eddike, når sukkeret er opløst.

Lad saften koge svagt uden låg i ca. 10 minutter.

Hæld saften i glassene og luk dem straks.

Find Lillehammervejs æbler