Danmarks (måske) længste jordbærbed

Danmarks (måske) længste jordbærbed

Cykelstien langs Vestereng er blevet beplantet med 5900 jordbærplanter, som alle må plukke og spise.

Området omkring cykelstien langs Vestereng bliver flittigt benyttet af både cykelpendlere, folk på slentretur og daginstitutioner. På diget på strækningen mellem Skejby Sygehus og Skøjtehallen er der blevet plantet ikke færre end 5900 jordbærplanter, og alle forbipasserende er velkomne til at plukke og smage på bærrene, efterhånden som de bliver modne.

Om bedet

Bedet strækker sig over godt 300 meter, og de 5900 planter er fordelt på seks forskellige sorter, som bliver plukkemodne henover hele sæsonen. Sorterne er blandet, da de på den måde vil hjælpe hinanden med bedst mulig bestøvning og vækstvilkår, og man vil derfor opleve, at der over hele sommeren vil være friske, røde jordbær overalt i bedet.

For nogle af sorterne gælder det, at de fuldt udvoksede planter vil give mellem 500 gram og et kilo jordbær per plante, så fra næste år (2017), vil bedet virkelig bugne af bær.

Foto: Kirstine Haugaard

Læg vejen forbi jordbærbedet

Alle må plukke bærrene, men som altid henviser vi til Jyske Lov fra 1241, som siger, at man må plukke og samle den mængde, man kan have i en lille hat.

Vi opdaterer loven lidt og retter ‘lille hat’ til ‘lille pose’. Velbekomme!

Find jordbærbedet på cykelstien ved Vestereng mellem Skejby Sygehus og Skøjtehallen.

Find Danmarks (måske) længste jordbærbed