Gallo Gartneriets Have

Gallo Gartneriets Have

Gallo Gartneriets smukke have ligger i Risskov med udsigt til Aarhus Bugten. Gartneriet er et åbent arbejdsfællesskab, hvor alle er velkomne til at tage del i arbejdet.

I den hyggelige have dyrkes grøntsager, krydderurter og blomster. Desuden er der drivhuse, æbletræer, bærbuske og et par bistader, som drives af den aarhusianske socialøkonomiske virksomhed BiStad.

I Gallo Gartneriet samles man om at dyrke økologisk have. En del af de mennesker, som arbejder i gartneriet, har psykisk sårbarhed som fællesnævner. Men haven er et fristed, hvor alle kan samles, udveksle erfaringer og deltage i havearbejdet.

Som noget nyt opstarter Gallo Gartneriet fra sæson 2016 et lille havefællesskab i det eksisterende fællesskab. Her har du mulighed for at dyrke dine egne grøntsager og krydderurter i et lille højbed af pallerammer. Samtidig kan man nyde fællesskabet i den store have, benytte haveredskaber, få adgang til vand og sparring fra kyndige havefolk.

Organisering

Gallo Gartneriet blev etableret i 1990 af Johannes Nielsen, der er stifter af Gallo aktiviteterne. Siden da har stedet gennemgået en stor udvikling til dét, som Gallo Gartneriet er i dag: en selvstændig forening med egen bestyrelse og økonomi.

Hvordan kommer man til at dyrke i Gallo Gartneriets Have?

Der er to måder at blive en del af Gallo Gartneriet på: enten som frivillig, hvor man deltager i havearbejdet i dagtimerne fra mandag-fredag i fællesskab med havens ansatte, eller som lejer af dit eget højbed!

Vi har højbede af pallerammer, som vi fylder med dejlig økologisk jord og gør klar til, at du kan komme og dyrke dine egne afgrøder, blomster og krydderurter. Udover dit eget højbed får du adgang til de øvrige faciliteter, vand, redskaber og jord, som vi har til fælles brug i gartneriet. Og selvfølgelig uddeler vi gerne gode tips og tricks til din dyrkning.

Det eneste du skal bidrage med er godt humør og en donation på 5 timers arbejde, som kan være hjælp til vanding af vores lange bede, en omgang græsslåning, høst af afgrøder eller blomster mm. På denne måde får du et rigtig godt indblik i den økologiske havedyrknings cyklus.

Fælles for begge måder at deltage i haven er, at du skal være medlem af foreningen som koster 100 kr. om året.

Hvis du er interesseret i enten frivilligt arbejde eller leje af et højbed skal du kontakte den daglige leder på tlf. 26 16 51 98 eller mail: gallogartneriet@gmail.com.

 

Besøg Gallo Gartneriets  Have

Alle er meget velkomne til at kigge ind og nyde haven, både i dagtimerne, hvor der arbejdes i haven, men også eftermiddag, aften og weekend.

Rolighedsvej 6
8240 Risskov

www.gallogartneriet.dk
www.facebook.com/gallogartneriet

Find Gallo Gartneriets Have