Harlev Æblelund

Frugtlund i Harlev

Harlev Framlev Grundejerforeningen har taget initiativet og inviteret hele byen til at være med til at skabe en lokal frugtlund på et område

Bestyrelsen i grundejerforeningen kontaktede i efteråret 2017  Aarhus Kommune, fordi de ønskede at omdanne et areal med fælledgræs til en æblelund. Området ligger mellem Stillingvej, Tåstrupvej og Gammel Stillingvej og er udpeget som perspektivareal til byudvikling efter 2021, men da der på nuværende tidspunkt ikke er planer for området gik processen med æblelunden i gang.

Vi i bestyrelsen arbejder hele tiden på at gøre vores by smukkere at se på, og det stykke jord med fælledgræs var ikke nogen køn indkørsel til byen.

Lotte Bostrup, bestyrelsesmedlem, Harlev Framlev Grundejerforeningen

Projektet skiftede karakter fra det oprindelige ønske om æbletræer til en lille frugtlund, med flere forskellige sorter af æble-, pære-, blomme- og kirsebærtræer. Frugttræerne er plantet i tre ovaler med  stikkelsbær-, solbær- og ribsbuskene i midten af den største.

Grundejerforeningen inviterede til en fælles plantedag i november 2017, hvor byens beboere plantede frugttræer sammen med kommunens egne gartnere. Flere dagplejere lagde også vejen forbi, så de helt små børn var med til at plante frugttræer, mens 4.a fra Næshøjskolen (2017/2018) sørgede for at frugtbuskene kom i jorden. Grundejerforeningen sørgede for hyggelig stemning og serverede æbleskiver, kakao og gløgg til de fremmødte.

Folk roser allerede nu æblelunden og synes, der er så pænt, ligesom arealet bliver et smukt og dejligt sted at samles og opholde sig.

Lotte Bostrup, bestyrelsesmedlem, Harlev Framlev Grundejerforeningen

Driften af området er delt mellem kommune og grundejerforening, hvor grundejerforeningen blandt andet står for at holde området omkring træer og buske fri for ukrudt indtil træerne har fået ordentlig fat, mens kommunen sørger for at træerne får vand det første år.

Når træer og buske har fået ordenlig fat og giver frugt, er alle naturligvis velkomne til at plukke og nyde smagen.

Find Harlev Æblelund