Havkærparkens Frugthave

Lille frugtlund i Tilst

Parcelhusforeningen Havkærparken har lagt grund til en lille, offentlig frugtlund med æble- og pæretræer, som alle er velkomne til at høste fra.

På initiativ fra bestyrelsen mødtes grundejerforeningen i november 2019 og plantede ni frugttræer på det grønne areal, der ligger ved indkørslen til Havkærparken, op mod Havkærvej. Området har tidligere ligget hen som en fælles græsplæne, der ikke rigtigt er blevet brugt.

Bestyrelsen har planlagt, at der på generalforsamlingen i 2020 nedsættes et lille udvalg, som skal passer træerne i de første år, hvor der er brug for at vande og holde stammerne fri for ukrudt. Udvalget får også til opgave at lave et skilt til området, der kan erstatte det midlertidige skilt, der er sat op.

Beboerne i området er glade for initiativet, og alle er naturligvis velkomne til at høste fra området.

En lokal beboer, haren, har været særlig glad for de nye træer og har desværre været i gang med at afbarke dem. Derfor er der nu sat hønsenet omkring stammerne, så træerne kan få fred til at gro.

Find Havkærparkens Frugthave