Skjoldhøjparken

Et væld af frugter, bær, nødder og ægte kastanjer

Skjoldhøjparkens Grundejerforening har i efteråret 2019 etableret tre områder med mange forskellige slags bærbuske, frugttræer og nødder. Områderne ligger på grundejerforeningens egne arealer, men alle er velkomne til at høste.

Det er grundejerforeningens bestyrelse, der har taget initiativet, og beboerne har været med til at plante med god vejledning fra grundejerforeningens egne gartnere. Aarhus Kommune har via indsatsen Smag på Aarhus finansieret træer og bærbuske.

De tre områder er markeret på kortet her nedenfor. På areal 1 og 2 er der plantet en masse frugttræer og bærbuske. Det er en skøn blanding af forskellige sorter af æbler, pærer, kvæder, kirsebær, blommer, solbær, ribs, stikkelsbær, havtorn, morbær og blåbær.

På areal 3 er der plantet tre ægte kastanjer, tre valnøddetræer og ti hasselbuske.

Flere beboere havde længe haft drøftet mulighederne for noget spiseligt på de grønne “frimærker”, der er rundt omkring på vængerne. Derfor tog bestyrelsen for grundejerforeningen initiativet, og sammen har de nu forvandlet tre af fællesarealernes græsflader til områder med spiselig beplantning. Det er grundejerforeningen selv, der har ansvaret for at passe områder, hvor der særligt de første år skal vandes og fjernes græs rundt om stammer og buske, så træer og buske kan få godt fat.

Alle er velkomne til at høste – også folk udefra, der lægger vejen forbi.

Find Skjoldhøjparken