Blåmuslinger

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, biolog v. Naturhistorisk Museum, Aarhus

Jagten på de blå muslinger

Der er en grund til, at Aarhus ligger, hvor den gør. Lige ved mundingen af Aarhus Å og ud til havet. For selvom Aarhus har vokset sig til en lille storby, er det også en kystby, og med en placering ved kysten, har der altid været gode muligheder for at finde mad året rundt: Havet er nemlig et rent tag-selv-bord af mad og delikatesser - når man ellers ved, hvor man skal kigge.

Blåmuslingen, der for mange kun er kendt som dyr delikatesse fra byens restauranter og fiskehandlere, er én af de ting, der kan samles kvit og frit fra havet hele året rundt.

Blåmuslinger og tang

Spand og waders

Udstyrsmæssigt kræver indsamling af blåmuslinger ikke det store: Et par gummistøvler (eller et par waders) og en spand er alt, der er brug for. Fisketegn er ikke nødvendigt, da indsamlingen foregår uden brug af redskaber.

Blåmuslinger kan findes mange steder, men sandsynligheden er størst dér, hvor der går sten ud i havet: Høfder, bølgebrydere og stenmoler giver gode muligheder for muslingerne til at hæfte sig – og dermed muligheder for en god høst.

Når muslingerne er samlet, skal man bruge en god kniv til at rense dem for rurer, alger og andet skidt. Derudover bør man kontrollere, at muslingen er levende. Hvis man banker på skallen, og muslingen lukker sig, er den levende. Men forbliver den åben, bør muslingen kasseres.

Blåmuslinger - muslingesuppe

Kan samles hele året

Inden man går i gang, er der et par ting, der er værd at vide: Blåmuslingen lever som filtrator. Det vil sigte, at den filtrerer vandet for alger og plankton, som den lever af. Det betyder også, at alt, der er i vandet, risikerer at ende i blåmuslingen. Derfor skal man være opmærksom på algeopblomstringer, kloakudløb og andre forureningskilder i nærheden af det sted, man indsamler blåmuslinger.

Blåmuslinger kan som udgangspunkt samles hele året. En tommelfingerreglen for indsamling af muslinger er, at perioden 16. oktober til 15. april er den sikre periode. Her er vandet normalt så koldt, at der ikke sker opblomstring af giftige alger. Samler man udenfor denne periode – eller er efteråret eller foråret meget varmt – bør man kontrollere, om der er giftige alger i vandet. Det gøres nemmest via fødevarestyrelsens hjemmeside.

Se opskriften på en lækker pastaret med blåmuslinger