Bliv frivillig

#NyhederSkrevet af Stine Kamstrup Knudsen

Bliv frivillig i Smag på Aarhus

Har du lyst til at være frivillig i forbindelse med Smag på Aarhus’ mange spændende arrangementer?

Ca. en gang om måneden afholder vi et åbent arrangement i samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus. Vi tager på tur ud i den aarhusianske natur og samler vilde og lækre råvarer. Det kan være alt fra havets delikatesser som fisk og skaldyr over friske urter og bær til skovens velsmagende svampe og nødder. Efter turen tilbereder vi sammen råvarerne over bål eller grill, så alle kan smage naturens friske lækkerier. Arrangementet er åbent for alle, der blot kan dukke op på dagen, hvis de har lyst til at være med.

Opgaver som frivillig

Vi ønsker at opbygge en gruppe af frivillige omkring vores ture og arrangementer, og vi vil gerne invitere dig med. Du kan være med som frivillig og/eller medarrangør af turene. Der er mange forskellige opgaver: værtskab, praktisk hjælp, båltænding og madlavning. Der er også mulighed for at indgå i forberedelserne op til arrangementerne.

Du behøver ikke på forhånd have et kendskab til naturens spisekammer eller være rutineret i et køkken. Er du det, er der rig mulighed for at bruge din viden og erfaringer. Hvis ikke, så opbygger du hen ad vejen viden om alt det gode, naturen gemmer på, og erfaring i hvordan du omsætter de vilde råvarer til et lækkert måltid. Som frivillig er du ikke forpligtet til at deltage i alle arrangementer, men kan melde dig til fra gang til gang afhængig af din interesse og tid.

Kommende arrangementer:
12. marts 2016 kl. 10-13 Torsk på havnemolen
17. april 2016 kl. 13-16 Muldvarpe og mosegrise i gryden
21. maj 2016 kl. 15-19 Råger – en larmende delikatesse
11. juni 2016 kl. 10-13 Fjord- og hesterejer på Skæring Strand

Der kommer løbende nye arrangementer til, så du kan sagtens melde dig som frivillig, selvom du ikke kan nogen af de nævnte datoer. Vi sender løbende mere info ud om kommende arrangementer.

Flere muligheder som frivillig
I øjeblikket arbejder vi på en festival om naturens vilde råvarer, i sensommeren deltager vi på Food Festival, og der kommer hele tiden flere spændende aktiviteter og projekter til. Derfor vil der løbende opstå andre spændende muligheder for at være med som frivillig til arrangementer i regi af projektet Smag på Aarhus.

Smag på Aarhus på Food Festival

Nyt samarbejde med Aarhus 2017

Vi har indgået et samarbejde med Aarhus 2017, der allerede er i gang med at opbygge et stort netværk af frivillige – Rethinkers kaldes de frivillige. Aarhus er udnævnt til europæisk kulturhovedstad i 2017, og der er derfor allerede nu gang i mange spændende projekter og arrangementer. Det hele kulminerer naturligvis med et væld af begivenheder i 2017.

Vil du gerne tilknyttes Smag på Aarhus som frivillig, skal du derfor oprette dig som frivillig i Aarhus 2017’s medlemsstyringssystem Venma.

Når du har oprettet dig og aktiveret din profil, bedes du sende en mail til smag@aarhus.dk, om at du gerne vil tilknyttes Smag på Aarhus som frivillig. Når du er oprettet på den måde, får du samtidig mulighed for at deltage i de arrangementer og informationsaftener, som Aarhus 2017 afholder for de frivillige.

Vil du vide mere om Europæisk Kulturhovedstad og om at være frivillig i den forbindelse kan du kontakte frivilligkoordinator for Aarhus 2017, Ulla Lund på email: ulla.lund@aarhus2017.dk eller læse mere på Aarhus 2017s hjemmeside.

Om Smag på Aarhus

Smag på Aarhus er et 4-årigt projekt støttet af Nordea-fonden og forankret i Center for Byens Anvendelse, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune. Det er et ambitiøst natur- og madprojekt, hvor byens rum skal gentænkes, så der bliver flere spiselige og sanselige miljøer i Aarhus. Aarhusianerne skal selv være med til at skabe og påvirke deres nære omgivelser med smukke træer, buske og planter, der er fulde af smag. Samtidig skal den spiselige natur formidles, så flere af byens borgere opdager det mangfoldige spisekammer, som naturen i og omkring Aarhus byder på.

Mere info
Vil du vide mere om at være frivillig på Smag på Aarhus’ arrangementer kan du kontakte:
Ursula Meander Bjerggaard på email: urb@aarhus.dk eller tlf.: 4115 0634
Stine Kamstrup Knudsen på e-mail: stika@aarhus.dk eller tlf.: 4115 0635

Få et overblik over kommende arrangementer i kalenderen.