Brændenælde

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, biolog og projektleder, Naturhistorisk Museum, Aarhus

Brændenælder – sunde og spiselige

Brændenælder er nok mest kendt for deres brændhår, der ved berøring knækker og sender en cocktail af stoffer ind i huden og udløser både irritation, kløe og en brændende fornemmelse. Dette til trods, er planten spiselig – og endda meget velsmagende. Samtidig er det en sand vidunderplante, når det kommer til sundhedsfremmende virkninger.

Brændenælder er rige på vitaminer og mineraler, særligt jern og kalium. Det gør planten til et særdeles sundt supplement i kosten, og brændenælder kan bruges i både supper, stuvninger og som krydderurt i forbindelse med snapse, bagning og røgning. Brændenældens spæde skud er bedst, da de sunde mineraler og vitaminer er mest koncentrerede her. Det er en god ide at bruge handsker til plukning.

Medicinsk brug af brændenælder

Brændenælden har også en lang historie som lægeplante, hvor fx de gamle romere brugte planten på flere forskellige måder. Dels medbragte soldater ofte planten i deres oppakning, hvor de efter endt march brugte planten til at stimulere blodomløbet i ben og fødder. Dels anbefalede romerske militærlæger planten til brug mod kronisk hoste, eksem og gigt. Også middelalderens munke brugte planten og gik faktisk så vidt, at de ligefrem dyrkede den i deres klosterhaver. Her blev afkog og udtræk af planterne brugt til lindring af både forstoppelse og urinvejslidelser samt mod astma.

I sidste del af 1800-tallet var planten igen i brug, da psykiatere her brugte den i behandlingen af sindslidende patienter. Patienterne blev dagligt pisket med friske brændenælder, da den varme fornemmelse, der efterfølgende bredte sig i kroppen, ville øge patiens mentale velvære – eller det var i hvert fald teorien!

Den dag i dag forskes der stadigt ivrigt i plantens medicinske virkninger, og en lang række aktive stoffer med gavnlige virkninger er allerede blevet identificeret.

Cykeldæk og tøj af brændenælder

Ud over sin værdi som spiselig urt, har brændenælden en lang historie som brugsplante bag sig. Tidligere blev plantens trådede stængler brugt til at lave klæde af, de såkaldte nældeduge, mens man under 2. verdenskrig vævede cykeldæk af stænglerne. Også den dag i dag bruges stænglerne på lignende måder, da meget økologisk tøj fremstilles af fibre fra brændenældernes stængler.

 

Tips fra Smag på Aarhus

Brændenælder har en let umamismag og kan blandt andet bruges i brød, pandekager, frikadeller og som du bruger spinat. Når du tilsætter friske brændenældeskud til din dej, får brødet en dybere og mere krydret smag.

Til 2 brød skal du bruge ca. 1 dl. friske skud af brændenælder. Overhæld brændenælderne med kogende vand og lad dem står i et par minutter. Vandet hældes fra, men kan eventuelt bruges som smagsgiver i brøddejen, suppe eller smoothie. Brændenældebladerne hakkes og blandes i dejen, som du ælter og samler, som du plejer.

Du kan også tilsætte en håndfuld skoldede og hakkede brændenælder i frikadellefarsen eller pandekagedejen. Det er sundt og smager lækkert.