Den Vilde Brevkasse

#Den Vilde BrevkasseSkrevet af Anders Fedder Kristensen, naturformidler i Teknik & Miljø, Aarhus Kommune

Spørgsmål om svampe:

Jeg vil gerne samle svampe, men jeg er bange for, at jeg kommer til at tage nogle giftige. Hvad skal jeg være opmærksom på?

Vil du på jagt efter spiselige svampe, er det vigtigt med et solidt artskendskab, så du er helt sikker på, at det ikke er giftige svampe, der finder vej til din tallerken.

Det er blevet efterår, og svampesæsonen er gået ind. Et mylder af forskellige svampe vælter frem og pynter skovbunden, men det er bestemt ikke alle svampe, der er spiselige. Tværtimod er flere svampe decideret giftige, så det er vigtigt at vide, hvad man gør, når man plukker svampe. For det utrænede øje kan det være svært at skelne mellem de mange forskellige arter af svampe, men her får du nogle tips til, hvordan du kan komme i gang med at samle svampe.

Foto: Stor Løgbruskhat – eller bare Løghat i daglig tale. Kan spises som erstatning for purløg og hvidløg i sovseretter.

Din guide til at samle svampe

Hvis man vil samle svampe, lyder regel nummer et: Spis aldrig svampe, du er i tvivl om! Svampe såsom almindelig kantarel, stor trompetsvamp og punktstokket indigo-rørhat er f.eks. fremragende spisesvampe, mens grøn fluesvamp, hvid fluesvamp og puklet gift-slørhat er dødeligt giftige. Derfor anbefales det på det kraftigste, at du allierer dig med en svampeekspert, de første gange du samler svampe. Hvis ikke du selv kender en, der er dygtig til svampe, udbydes der hvert år et utal af svampeture landet over. Herefter kan du selv starte op med et par letgenkendelige svampe og lige så stille bygge på med mere viden. Brug kun friske svampe og undgå at plukke svampe tæt på industri og trafikerede veje, da svampe herfra kan indeholde tungmetaller. Husk altid at gennemstege vilde svampe, før de spises.

Foto: Almindelig pigsvamp

Det rette udstyr

En svampebog eller en app kan hjælpe dig med at identificere, hvad du finder på din svampejagt. Det er også en god idé at medbringe en svampekniv, så nederste del med jord kan skæres fra. Samtidig kan kniven bruges til at skære svampen igennem, så du sikrer dig, at svampen ikke er ormædt. På en rigtig svampekniv vil der i den ene ende være en lille børste til at fjerne jord og skidt fra svampen. En tommelfingerregel siger, at du til privat brug ikke må samle mere, end hvad der kan være i en lille pose. Svampe bliver dog let mast og rådner i en plastikpose, så medbring i stedet en kurv, hvor du kan sortere de svampe, som du finder. I privatejede skove må du kun plukke de svampe, som du kan nå fra de anlagte stisystemer.

Denne artikel er en del af Den Vilde Brevkasse, hvortil du som borger kan stille spørgsmål om den aarhusianske natur, som efterfølgende vil blive formidlet i Lokalavisen, på vild.aarhus.dk og på sociale medier. Spørgsmål (og svar) om den spiselige natur bliver også bragt her på siden.

Følg med i Den Vilde Brevkasse på vild.aarhus.dk og på www.facebook.com/NaturMiljoAarhus
Send dit spørgsmål til Den Vilde Brevkasse: naturformidling@mtm.aarhus.dk