Edderfuglen

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, biolog og projektleder, Naturhistorisk Museum, Aarhus

Edderfuglen er en luksusfugl

Januar er alt for ofte bidende kold, grå og trist. Kigger man på måneden med selvforsyningsøjne, så er der ikke meget at komme efter. Næsten alle grønne urter er visnet bort, og frugter og bær er der heller ikke længere nogen af.

Alt i alt bliver januar hurtigt en lang måned, hvis ikke man som samler allerede har sørget for at hive rigeligt hjem til forrådskammeret. Det gælder dog ikke for jægeren, der med udgangspunkt i de store nordiske træk af andefugle stadig har en mulighed for at hente friske forsyninger hjem til (kød)gryderne.

De fleste kender nok bedst edderfuglen som den fugl, der leverer indholdet til dyre luksusdyner fyldt med edderdun. Edderfuglenes dun har nemlig en fantastisk isoleringsevne og en opbygning, der gør, at de ikke falder sammen, som ande- og gåsedun ellers kan finde på at gøre det. Det har gjort dunene efterspurgt til både dyner og hovedpuder, men da dunene ikke kan indsamles i store mængder, er antallet af edderdunsdyner, der produceres, tilsvarende lavt. For edderfuglen selv, er dunenes evne til at isolere helt afgørende for, at de kan holde varmen, når de i al slags vejr skal dykke ned på indtil 20 meters dybde i jagten på blåmuslinger, snegle og krebsdyr.

Smag og tilberedning

For mange jægere er edderfugle også en udsøgt spisefugl, der især er eftertragtet på grund af fuglens størrelse og kødets kraftige vildtsmag. Her skal det dog nævnes, at smagen ikke er én, alle bryder sig om – og hvis ikke man gør sine forberedelser ordentligt, så ender man nemt med et måltid, der smager både trannet og leverag-tigt.

Edderfuglens særegne smag skal sandsynligvis tilskrives en blanding af den smag, der særligt sætter sig i fuglenes fedtvæv og hinder på grund af deres naturlige fødevalg og musklernes høje indhold af myoglobin. Man bliver muligvis ikke det, man spiser, men når edderfuglen udelukkende lever af muslinger, krebsdyr og snegle, så tager den smag heraf. Det er derfor vigtigt, at kødet renses ordentlig af for fedt og hinder og lægges i mælk natten over. Herefter krydres kødet med salt og peber og steges i smør på panden til den stadig er rosa i midten.

Jagttegn er nødvendigt

For at jage edderfugle kræver det selvfølgelig, at man har løst dansk jagttegn. Da jagten på fiskeriterritoriet i Danmark er fri (så længe man har dansk bopæl), er edderfugle én af de vildtarter, man som jæger kan komme i nærheden af uden at skulle poste mange penge i årlig jagtleje.