Forsonende efterårsbær

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, Naturhistorisk Museum Aarhus

De dejlige brombær er modne nu

Det er altid med blandede følelser, at man ser sommeren gå på hæld og efteråret snige sig ind i kalenderen. De lange, lyse sommerdage erstattes snart af mørke, regnfulde efterårsdage og lige om lidt skifter bladene farve og falder af træerne. Men efteråret bringer også et yderst forsonende træk med sig, for når kalenderen skifter til september, så begynder de mange af bærbuskene for alvor at bære frugt.

brombær

Vilde ranker

De fleste, der har bevæget sig off-road i skovene, har prøvet at stifte bekendtskab med en brombærbusk. Fuld af torne og med lange, sammenviklede ranker er det ikke noget, man ønsker at skulle trave igennem – med mindre der da er en meget god grund til det. Brombær har det også med at søge ind i haver og kan her volde haveejerne store kvaler, når der skal luges ud i ukrudt og andre uønskede planter – for brombær er ikke lige sådan at få has på!

Heldigvis for brombærplanterne har de ét yderst forsonende træk, der melder sig i løbet af sensommeren og det tidlige efterår: De sætter store, søde blåsorte bær – og det ofte i så store mængder, at man kan fylde både kurve, tasker og spande med dem. Netop nu er det tid til at overveje, om ikke man skal besøge den lokale brombærbusk og hive lidt med hjem til køkkenet. Bærrene kan nemlig bruges til alt fra marmelader, til hjemmelavet sorbet, kager og snaps – der oven i købet påstås at være god for maven. Eller brombærrene kan spises som de er direkte fra busken.

 

brombær

Bruger man bærrene rå, er det en god ide at skylle dem grundigt, da både hunde, ræve og andre dyr kan fin-de på at lette ben op ad en brombær busk. Alternativt undlader man blot at plukke de lavest hængende bær.

Der er brombær rigtig mange steder i og omkring Aarhus. Prøv eksempelvis ved Godsbanen, Vennelystpar-ken, Brabrandstien lige ved Ringvejen, Skæring Hede og tæt ved cykelstien fra Skovvejen mod Risskov og Den Permanente.

Se opskrift på nem brombærkage