Frygt og fryd med fjæsing

#Naturens spisekammerSkrevet af Lone Folmer Nielsen, projektassistent, og Lars Brøndum, biolog og formidler, Naturhistorisk Museum Aarhus

Frygt og fryd med fjæsing

I den bedst sælgende danske roman ’Fiskerne’ er fjæsingen et dødbringende bekendtskab for figuren Laust. Som den eneste giftige fisk i dansk farvand er den da også berømt og berygtet, og det er sjældent som spisefisk, vi hører om den. Men havets hugorm bliver til en lækker delikatesse efter nogle minutter på panden.

Udover ’havets hugorm’ bærer fjæsingen også tilnavnet ’helvedesfisk’. Den er da heller ikke det mest eftertragtede bytte at få på krogen med sine giftpigge, som findes på den forreste korte rygfinne og på gællelågene. Nærkontakt med den slanke, aflange fisk – død eller levende – kan give højvande i øjnene, for det er smerteligt at blive konfronteret med de kraftige pigstråler.

På panden med den

Overstiger glæden ved lækkert, lyst og fast fiskekød imidlertid frygten for den stikkende fjæsing, er det på med krogen. I Sydeuropa er fisken en delikatesse. Har lystfiskeren mod på at fange sin egen fjæsing, kræver det ikke det store – den grådige fjæsing bider nemlig på det meste. Pladser med sandbund fungerer bedst, men fisken kan også fanges på grus- og stenbund.

Når en fjæsing er fanget og kommet på land, kan man håndtere den med tang og evt. en kraftig handske. Afliv den med et solidt gok, og læg et snit fra bag den stikkende rygfinne og ned bag hovedet. Herefter kan man skære fileterne af fisken. Fileterne vendes i æg og en blanding af mel, rasp, salt og peber og steges på en pande til det er gyldent. På et stykke rugbrød med remoulade og citronsaft er fjæsing en frydefuld mundfuld.

Et møde med helvedesfisken

Når det er parringstid for fjæsingen i forsommeren, rykker fisken på lavt vand, og her kan den uheldige badegæst komme i karambolage med Trachinus draco, som er fjæsingens latinske navn. Det kan oversættes til ’hård drage’, og stikket kan da også være en rå oplevelse. I nogle tilfælde fører det til store hævelser, besvimelse og smerter, der stråler ud i hele den påvirkede legemsdel. I andre svarer det til et hvepsestik. Selvom det derfor kan gøre voldsomt ondt, at blive stukket af en fjæsing, så er det ikke livstruende for raske personer. Er uheldet ude, så er der dog hjælp at hente: Anbringer man det angrebne sted i varmt vand, vil smerten typisk aftage efter 30-60 minutter. Samtidig ødelægger varmen giftstofferne fra stikket. For en sikkerheds skyld er en tur forbi lægen ingen dårlig idé.