Haven har sat liv i nye fællesskaber

#ByhaverSkrevet af Lisbeth Jensen

En tør sommer som i år har krævet stor indsats fra havegruppen

Kvindehuset i Viby har gennem arbejdet med at anlægge og passe en have oplevet helt nye og gode aktiviteter og fællesskaber opstå mellem kvinderne fra mange forskellige lande, som bruger huset.

Det har været et stort arbejde at få den tilgroede gamle legeplads til at blive til et hyggeligt sted, så flere søger udendørs til dagens snak eller kop kaffe.

Havegruppen, der passer haven, er langsomt vokset, og det samme er ansvarsfølelsen for haven. Selv i den lange tørre sommerferie kom kvinderne på skift forbi og gav planterne vand hver dag.

I lørdags blev der holdt sommerfest med spændende mad fra mange lande. Kvindernes familier og venner kom forbi og nød det dejlige vejr i haven.

I Kvindehusets lille bod kunne man også købe små guldposer med lavendel og frøposer med friskhøstede frø fra havens planter og blomster.

Kvindehusets have er endnu et bevis på, at havearbejde kan meget mere end at skaffe grønt på middagsbordet.

Hvis du vil besøge Kvindehusets have, skal du aftale besøg med personalet på mail leder@khaa.dk.