Hornfisk

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, biolog og naturhistoriker, Naturhistorisk Museum Aarhus

En næbbet fisk med grønne ben

Der står maj i kalenderen, og for mange lystfiskere betyder det, at hornfiskesæsonen er godt i gang. Fra midt i april, gennem hele maj og frem til ca. midt i juni vandrer hornfisk ind i de danske farvande og ned langs kysterne for at gyde. Det betyder, at hornfiskene netop nu er inde på lavt vand og dermed indenfor kasteafstand af lystfiskeres blink og flåd. Derfor er der gode muligheder for at få fisk med hjem til gryderne.

For mange er hornfisk ikke en særlig kendt spisefisk. Nogle fiskere undgår den bevidst, da hornfiskens grønne ben gør, at mange tror, fisken er giftig. Men der er ingen grund til at undgå hornfisk, der er en lækker, velsmagende og saftig spisefisk.

Hornfiskens grønne ben skyldes det naturlige farvestof biliverdin, der opstår, når hornfisk nedbryder gamle og slidte blodceller. Farvestoffet transporteres herefter ud i fiskens knogler, hvilket sandsynligvis gør det nemmere for hornfiskens ellers gennemsigtige yngel at skjule sig blandt tang og alger på lavt vand. At de voksne fisk stadig har grønne ben er blot et levn fra ungestadiet.

Når hornfisken efter tilberedning skal spises, er benenes grønne farve en fordel. Selvom der er mange ben, er de nemme at se og dermed lettere at pille fra.

Hornfiskens lange, benede næb gør, at den kan være svær at fange med en almindelig krog. Det er derfor en god idé at bruge silketråde, der vikler sig ind i hornfiskens næb og små, fine tænder. Hornfiskeri er en velegnet aktivitet at have børn med til, netop fordi man udskifter de spidse kroge, der normalt sidder bag på blink, med silketråde.

Hornfiskens føde består primært af krebsdyr, men de jager også gerne småfisk, som de ved hjælp af det lange næb slår bevidstløse, inden de spises.

Hornfiskene kan fanges hele dagen, men ved skumringstid får man det bedste resultat.

Fisketur Lars i waders - Aarhus set fra vandet

Fisketegn