Hyldebær

#Naturens spisekammerSkrevet af Lone Folmer Nielsen, projektassistent, og Lars Brøndum, biolog og formidler, Naturhistorisk Museum Aarhus

Herlige hyldebær

I sommervarmen fungerer hyldeblomstsaft som en fortrinlig tørstslukker. Og nu i efteråret, hvor bærrene har afløst blomsterne på busken, er der ingen grund til at fortvivle: de sortlilla kugler kan også ryge i gryden og forvandles til lækker hyldebærsaft. Måske kan bærrene endda hjælpe med at holde doktoren for døren.

Almindelig hyld, Sambucus nigra, findes mange steder i danske krat og skovbryn og er en god, gratis måde at få tanket op med bl.a. A-, E- og C-vitaminer. Hyld er middelhøje buske, der sjældent skyder mere end 6-8 meter i vejret. Planten har lys, gråbrun furet bark, og den kendes om sommeren fra juni til juli på de hvidgule blomster, som sidder i en flad skærm. Senere på året er kendetegnene de små, mørke stenfrugter, som i september og oktober er klar til at blive snuppet fra buskene.

Høst din hyld

Gå en naturtur bevæbnet med spand, saks og eventuelt en kroget stok til at plukke hyldebær. Klip klaserne af busken, men pas på den genstridige saft fra bærrene, som er noget nær umuligt at få af tøjet. 1-2 kg bær er nok til en stor portion saft.

Hyldebærsaft

Hyldebærsaft kan nydes både kold og varm. For mange er varm hyldebærsaft en klassiker og et velkendt husråd mod forkølelse. Eliksiren er da også et kraftigt og smagfuldt bekendtskab, der evt. kan piftes op med citron eller jævnes og spises med tvebakker og flødeskum.
Se opskrift på hyldebærsaft

Kog hyldebærrene før de spises

Hyldebær kan dog selv skabe småulykker i maven, hvis de indtages i rå form. Hyldebusken indeholder gift-stoffer, som kan udvikle blåsyre, og både umodne og modne bær kan i ukogt tilstand give maveonde. Nogle mener, at modne hyldebær sagtens kan indtages i moderate mængder, hvis man blot piller stilken af, men fødevaremyndighederne anbefaler, at de sorte bær koges i 15-20 minutter, før de indtages.

Hellig hyld

Hyldebærrene kan ikke prale af at være lige så rige på vitaminer som sommerens bær. Dog kan de sorte bær omtrent måle sig med hindbær i C-vitaminindhold. Hyld er da også tidligere blevet brugt som lægemiddel mod fx malaria, hovedpine og brandsår. Busken blev endda anset som decideret hellig i Nordisk Mytologi, hvor frugtbarhedsgudinden Freja boede i hylden og værnede mod ulykker.

Læs også om hyldeblomster
Se opskrift på hyldebær-æblemarmelade