Madskole med naturens råvarer

#Naturens spisekammerSkrevet af Lisbeth Jensen

Lær at sanke og lave mad af urter, bær og frugter fra den vilde natur omkring Aarhus

Sammen med FOF laver Smag på Aarhus i hele 2017 madskole en gang om måneden. Man kan deltage i et eller flere arrangementer efter interesse og tid.

Hver måned introducerer madskolen en ny råvare, som netop den måned kan hentes i naturen. Den sidste søndag i måneden er der høsttur, hvor du lærer om de spiselige vilde råvarer. En erfaren sanker viser dig, hvor råvaren kan findes, og hvordan den lever. Du lærer om god sankeskik og om der er nogen giftige planter, du skal passe på.

Mandagen efter søndagens tur, er der undervisning i et skolekøkken. Her er tilmelding til FOF nødvendig og hver undervisningsaften koster 50 kr.  Her dykker vi dybere ned i, hvad du kan bruge månedens råvare til under kyndig vejledning fra Smag på Aarhus’ madsnedker Ursula Bjerggaard. Du skal blive fortrolig med tre nemme retter, som bringer noget vildt og lækkert ind i dine egne måltider.

Vi har alle efterhånden hørt, at brændenælder er gode at spise, men hvordan gør man? De brænder jo. Der undervises rent praktisk i at bruge brændenælder i køkkenet uden at brænde sig, så du kan opleve urten i velsmagende og sunde retter.

Tang

Vi starter med tang

Madskolen starter i februar,  hvor vi lærer tang at kende. Både når man høster den i havet, og når man bruger den i køkkenet. Til marts spirer forårets grønne urter, og vi kaster os over mælkebøtten. Sådan fortsætter det hele året igennem til madskolen i november slutter med slåenbær.

Læs mere om arrangementerne her