Muslinger med hjerte

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, biolog og projektleder, Naturhistorisk Museum, Aarhus 

Hjertemuslinger

Hvis blåmuslinger er havets svar på æbler, der sidder frit fremme og blot venter på at blive ”plukket”, så kan hjertemuslinger sammenlignes med kartofler. Hjertemuslingen lever nemlig hele sit liv nedgravet 1-2 cm i sandbunden, og det er derfor nødvendigt at grave dem frem. Det gør høsten lidt mere besværlig, men da de smager fortrinlig, er det bestemt umagen værd.

Der findes flere arter af hjertemuslinger i Danmark, men de fleste ligner hinanden. Det er dog ikke meget, man ser til selve hjertemuslingen i levende live. Man kan ofte finde de tomme skaller på stranden mellem sten, tang og andet opskyl, mens de levende muslinger er gemt godt af vejen. Hjertemuslinger lever nemlig hele livet nedgravet i sandbunden, hvor kun de to ånderør når op til overfladen for at filtrere vandet for spiseligt plankton.

Hjertemuslinger skal graves op

For at finde hjertemuslinger skal man derfor have øjnene med sig. Med en vandkikkert kan man, hvis man kigger godt efter, se ånderørene stikke op af sandet – og det er så her, man skal grave. Alternativt kan man grave lidt på må og få og håbe, der kommer muslinger med, når man trækker spaden op. Det er derfor lidt vanskeligere at finde hjertemuslinger sammenlignet med fritsiddende blåmuslinger, men netop deres skjulte levevis gør, at de undgår andre muslingesamleres opmærksomhed.

Andre nyder også denne delikatesse

Vi er dog ikke alene om at opfatte hjertemuslingen som delikatesse. Strandens vadefugle er også vilde med hjertemuslinger, og strandskaden er én af de vadefugle, der er særlig god til at finde hjertemuslinger. Med sit næb er strandskaden i stand til både at knuse skallen på mindre muslinger og tvinge skallen på større muslinger op, så fuglen kan nå ind til det bløde kød. På den måde kan en enkelt strandskade spise op mod 300 muslinger om dagen.

Hjertemuslingernes navn skyldes i øvrigt skallens udformning, der set fra siden med lidt god vilje minder om et hjerte i formen.