Oktober og æbler hører sammen

#Naturens spisekammerSkrevet af Lisbeth Jensen

Oktober og æbler hører sammen

Nu moder alle de gode efterårsæbler. Ingrid Maries røde farve skinner mod den blå himmel og dejlige gule Filippa-æbler ligger i græsset. Og de store sure madæbler som Belle de Boskoop begynder også at slippe grenene.

Det er nu, der skal samles æbler til saft, æbleflæsk, kager og chutney. I Aarhus Kommune er der mange æbletræer til alles glæde. De står i parker og langs stier og mange steder i skove og skovbryn. Nogle er vildæbler, andre er de kendte havesorter. De fleste modner i oktober, mens andre først bliver spiselige i november og december. Prøv dig frem og find dit yndlingstræ i dit nærområde.

Og husk, alle må samle og plukke til eget brug det, der kan være i en hat.
Læs mere om god sankeskik

Følg skiltene

Vi har sat skilte ud nogle af de steder i kommunen, hvor der er mange æbler på gamle træer. Det er for eksempel i Æblehaven i Lystrup, den gamle plantage ved Sletvej i Viby, æblelunden i Ryparken i Hasle og Engdalsgårdparken i Beder.
Få et overblik over gode steder at høste æbler

Der er også mange nye æblelunde på vej. Aarhus Kommune planter æbletræer mange steder, der de næste mange år kommer alle til glæde. Det er for eksempel ved tennisbanen ved Skovvejen, ved Egå Marina, på Viby Torv og i Vorrevangsparken.

Følg en god sankeskik: Vent med at plukke til æblerne er modne, det vil sige nemt giver slip på grenen, når du løfter æblet. Pluk ikke alle æbler, men lad mange sidde til de næste. Husk at bruge nedfaldsæbler til grød, kager og saft.
Læs mere om god sankeskik

Hold øje med mostearrangementer, hvis du vil lave saft.

Rigtig god æbletur.