Rullende køkkenhaver

#ByhaverSkrevet af pressemedarbejdere på tværs af magistrater i Aarhus Kommune

Køkkenhaver på hjul bringer generationer sammen

Projektet Haver til Maver har bragt børn og ældre i Aarhus Kommune sammen om at dyrke grøntsager i rullende køkkenhaver. Hyggelige timer med jord på fingrene bygger bro mellem generationer.

At bide i en knasende sprød radise, dufte til en krydret mynte eller plukke en rød tomat kan bringe livsglæde til alle – uanset hvor gammel man er.

Samarbejde på tværs i Aarhus Kommune

Aarhus Kommune har gennem Smag på Aarhus, Haver til Maver og Plant Liv startet et projekt, der skal afprøve, om rullende højbede kan skabe læring og livsglæde på tværs af generationerne. De særlige højbede på hjul – der er fremstillet af indsatte i Aarhus Arrest – er i foråret delt ud til 20 institutioner fra vuggestuer til plejehjem.

”Der er masser af læring og godt samvær at hente i de rullende køkkenhaver, og når børn og ældre mødes. Samtidig er det et fint eksempel på, hvordan vi enkelt kan skabe værdi for hinanden ved at tænke på tværs,” siger Bünyamin Simsek, rådmand for Børn og Unge.

Projektet er et samarbejde mellem magistratsafdelingerne for Sundhed og Omsorg, Teknik og Miljø samt Børn og Unge. Kristian Würtz, rådmand for Teknik og Miljø, siger:

”Det er et projekt, som alle involverede kan være meget stolte af. Maden bringer børnene og de ældre sammen, og børnene lærer, at man selv kan dyrke mange grøntsager, uden at det kræver ret meget.”

Jette Skive, rådmand for Sundhed og Omsorg, understreger, at de rullende højbede er et godt bevis på, hvordan oplevelsesmedarbejdere i Sundhed og Omsorg igen har sikret endnu en god oplevelse for ikke bare ældre på plejehjemmene men også for børnene:

”Det er en dejlig idé. Jeg bliver glad over, hvordan de forskellige projekter har mødtes og skabt noget nyt af værdi for både ældre og børn,” siger Jette Skive, rådmand, Sundhed og Omsorg.

De rullende køkkenhavers første sæson afsluttes med en høstfest ved Hjortshøj Lokalcenter, hvor bålkokken, børn og ældre laver mad over bål.

Fakta om de indvolverede projekter

Smag på Aarhus er et 4-årigt projekt støttet af Nordea-fonden og forankret i Center for Byens Anvendelse, Teknik og Miljø, Aarhus Kommune.
Læs mere om Smag på Aarhus her på siden

Haver til Maver er et projekt under Natursamarbejdet, Læring og udvikling, i Børn og Unge, Aarhus Kommune.
Læs mere om Haver til Maver

Plant Liv Plant liv er et projekt under Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune. Tanken bag Plant Liv er at bringe naturen tættere på beboerne på plejehjemmene, både ude og inde.

I Arresthuset i Aarhus laver de indsatte blomsterkasser i træ, og herudover bord/bænkesæt samt vinkasser og sammenklappelige strandstole. Kun miljørigtige materialer som lærketræ og rustfrie skruer og bolte bliver anvendt. Med projektet står de indsatte selv for udførelsen i samarbejde med en fængselsbetjent med håndværksmæssig baggrund.

Fotos: Sisse Dupont Priess Loft
Billederne er fra Hjortshøj Lokalcenter, hvor nuværende 5.B fra Virupskolen har plante kasserne til og løbende kigger forbi og passer planterne.