Skvalderkålspesto

#OpskriftSkrevet af Anemette Olesen

300 g skvalderkål
100 g ost
1 dl olivenolie
2 spsk solsikkekerner
12 oliven
3 spsk citronsaft.

Alle dele kommes på foodprocessor og kværnes godt. Nydes med brød til.

Opskriften er lavet af Anemette Olesen og ligeledes er foto af Anemette Olesen.

Se flere spændende opskrifter med naturens urter her.

Skvalderkål Aegopodium podagraria.

Om foråret er det en af de første grønne planter der spirer frem af jorden, og netop i det tidlige forår, før køkkenhaven giver afkast, er den særlig kærkommen, som det grønne drys på maden. Skvalderkål er ikke i slægt med havekålen. Det er en kraftig meterhøj skærmplante der som følge af sine rigt forgrenede rodudløbere bliver til et besværligt ukrudt i haver og parker. Navnet skvalderkål betyder “noget spiseligt der vælter op ad jorden”. At “skvaldre”, betyder også “noget der koger over”, – og kål var førhen betegnelsen på alt spiseligt grønt. I England kalder man planten for “Goatweed”, fordi bladene i form skal minde om en gedefod.

Skvalderkål stammer fra Mellemeuropa, og er siden ved menneskers hjælp spredt over det meste af verden. Den prises således som salaturt på New Zealand. I Danmark er den indført i forhistorisk tid, hvilket udgravninger fra jernalderpladser tyder på, men også munkene tog den med til Norden fra sydens klosterhaver og dyrkede den som nytte- og lægeplante, hvor den især fandt anvendelse til at kurere podagra. Planten er siden knyttet til Skt. Gerard, som var de gigtlidendes skytshelgen. De grønne blade blev kogt og hakket sammen og fordelt på ømme steder af kroppen, bl.a. om storetåen. Man kogte de unge blade i supper og serverede det til de syge, og afkog af friske eller tørrede blade blev drukket i te. Planten har et pænt indhold af C-vitamin samt flere mineraler, og anbefales stadig som ingrediens i urteteer bl.a. mod gigt og ischias.

Skvalderkål er ikke nogen velset urt i haven, fordi den alt for let tager overhånd og kvæler andre vækster med sin tætte vækst og forgrenede rødder. Hvis man gerne vil have den i haven, kan den sættes i krukker hvor den bedre kan holdes i ave. Fra planteskoler kan der skaffes en hvidbroget art Aegopodium podagraria variegatum der kan blive et smukt indslag til havens planter i krukker. Hvis skvalderkål har forvildet sig ind i havens bede bør man luge jorden grundigt og fjerne alle rodudløbere, og hvert nyt skud der viser sig. I hækken, hvor den ofte befinder sig, kan man holde den nede ved at lægge et tykt lag græsafklip over den. I græsplænen opgiver den hurtigt at vokse, fordi den ikke tåler at blive slået ned for ofte.

Skvalderkålen er kun velkommen hvis der er styr på den, men i skoven og i grøftekanten kan vi hente mange unge skud der kan høstes og anvendes i vor mad. På Mallorca har jeg i januar fået skvalderkålspizza og det kan anbefales. Friske unge lysegrønne blade finthakket i dagens salat eller som pynt på smørrebrød er også nemt . For bare 50 år siden havde man flere steder i landet tradition for at tilberede “7-kål” eller “skærtorsdagskål” til påske. Skærtorsdag samlede man 7 forskelligt grønt der blev kogt sammen og spist. Denne ret skulle styrke bonden, så han fik kræfter til det kommende års arbejde.

Lader man et lille stykke af haven vokse til som det selv vil, kan skvalderkålen nemt indfinde sig, – og slås den ned af og til, vil den skyde nye spæde skud, – og det er de spæde skud der smager bedst og skal bruges i salaten. Skvalderkålen er en af de dejlige vilde urter vi har nok af i Danmark, og som vi burde “sætte til livs” i stedet for at “komme den til livs”.