Smag på… Åkrogen!

#Naturens spisekammerSkrevet af Lars Brøndum, biolog og formidler, Naturhistorisk Museum Aarhus

Start sankesæsonen ved Åkrogen, både på land og til vands.

Der er ikke mange spiselige ting at hente i naturen, når kalenderen viser februar måned i Danmark. Vejret er koldt og gråt, og hovedparten af vores vilde, spiselige planterne er gået i hi for vinteren og afventer varmere vejr, før de vover sig frem for først at sætte spæde, grønne skud og siden bær eller frugter. Er man heldig, kan mand dog finde mælkebøtter, der er en af vinterens fåtallige spiselige urter. Tager man på tur ved stranden med waders og spand, så vil man, uanset vejr, altid kunne finde lidt at tage med hjem til gryderne i køkkenet.

Går man på jagt mellem de store sten, der ligger som bølgebrydere ud i vandet ved Åkrogen strand, kan man året rundt finde massere af strandsnegle, der blot venter på at blive samlet ind.

Strandsneglene er måske ikke en råvare, som vi i Danmark har stor tradition for at gøre brug af. Men går man til det store udland er situationen anderledes. Her nydes de med velbehag i alt fra paella til fiskesuppe, som tilbehør i skaldyrsretter eller blot som de er med et glas køligt hvidvin og et godt stykke brød.

strandkrabbe suppe

Forårets fristelser

Snart kan vi dog se frem til, at vinteren vender, og at det langsomt bliver mildere i vejret. Dagene bliver længere, solen får mere kraft, og de sovende planter begynder at spire frem fra deres vinterskjul for at sætte friske skud og grønne blade.

Strandsennep med sin lidt skarpe, sennepsagtige smag passer fint til forårets fangst af hornfisk eller havørred.

Røllikens specielle smag passer godt som krydderurt til en krabbebisque kogt af krabber fanget fra badebroerne. Og unge blade fra vejbred har en sart, ærteagtig smag, der kan bruges i både salater eller som krydderi i den hakkede fars og varme gryderetter.

Sommerens overflødighedshorn

Når først det er blevet sommer, så har området ved Åkrogen forvandlet sig til et veritabelt ta’-selv-bord af vilde urter. Strandarve, spydmelde, rødknæ og brændenælde står spredt på området og venter blot på at blive plukket.

Samtidig byder havet på både frisk søsalat og blæretang, hvis lysten til at udfordre smagsløgene med spiselige tangplanter dukker op.

Også buskene og træerne springer ud, og hyldens hvide, duftende skærme nærmest tigger om at blive lavet til hyldesaft – eller hyldebærsuppe, hvis man kan holde sig fra dem til sensommeren har forvandlet de hvide blomster til mørkviolette bær.

Fyld hatten

I Jyske Lov fra 1241 står der, at du i naturen må plukke og samle det, du kan have i din hat. Det samme princip gælder i dag. Du må samle til eget forbrug på offentlige arealer. Har du ikke en hat, kan du bruge en lille pose. Husk aldrig at drive rovdrift på naturen.

Læs mere om regler og etik, når du sanker i naturen

Find massevis af opskrifter med naturens egne råvarer og find arrangementer med spiselig natur.