Smag på … de grønne pletter

#Naturens spisekammerSkrevet af Lone Folmer Nielsen, projektassistent og Lars Brøndum, biolog og formidler, Naturhistorisk Museum Aarhus

Spiselige lækkerier i de grønne mellemrum

Med ankomsten af oktober, er det ved at være på tide at sige farvel til sensommerens varme og i stedet forberede sig på efterårets køligere og mere lunefulde vejr. Løvtræerne gør sig klar til at smide de grønne frakker, men inden de kastes helt, beriges vi med et bombardement af farver i både gult og rødt. Inden man dog fristes til at krybe fuldstændig i ly indendørs, er det tid til at vende blikket mod efterårets velsmagende råvarer, der endda ofte kan findes lige uden for hoveddøren.

Med efterårets komme stiger motivationen for at søge tilflugt i sofaen med en varm kop kakao, mens man med et tæppe om skuldrene kaster sig over nogle af de bøger, man ikke fik læst i sommerferien. Naturen har dog endnu ikke lukket helt i for spisekammeret, og selvom man ikke har lyst til at vove sig for langt væk fra de varme radiatorer, er der stadig gode mulighed for at finde lækre råvarer, der ikke behøver være længere væk end lige rundt om hjørnet.

Opdag revl og krat

Parker og skove er skønne oaser at færdes i, men når det kommer til den spiselige natur, er det også her konkurrencen er størst. Derfor kan det være en ide at gå på opdagelse tættere på, hvor man bor. Byens grønne fællesområder er ofte relativt frodige pletter, hvor der kan være levnet plads til en miskmask af forskellige buske og træer.

Delikatesser i baghaven

Her i efteråret kan du finde forskellige herligheder til snapsen. Pluk de kuglerunde slåen til hjemmebrygning fra oktober eller prøv en gelé af rønnebær. Begge bliver sødere af frost, så du kan også vente med at plukke dem til den første frost har sat ind – eller snyd lidt og tag fryseren i brug.
Find inspiration og opskrifter på snaps med naturens råvarer i publikationen Snapseopskrifter.

Til det salte køkken bør svampelivet på de grønne områder udforskes. De fleste har set paddehatte af forskellig art i deres græsplæner, og spisesvampe som champignoner, rørhatte og vårmusseron har en tendens til at dukke op de særeste steder. Har man gamle hyldetræer i nærheden, er det også værd at kigge efter de spøjse judasører, mens de lysende gule svovlporesvampe også kan findes på løvtræer rundt omkring i byen.

Forårets og sommerens lækkerier

I det spæde forår kan man blandt andet støde på friske brændenældeskud – selv om det nok er en god ide, at holde et vågent øje med, hvor naboen plejer at lufte hunden. I juni blomstrer de levende hegn med hyldetræer, hvis blomster blot venter på at blive lavet til saft, mens mirabelletræerne i august bugner af sprøde, gule mirabeller, og i september er det tid til brombær. Både mirabeller og brombær egner sig fremragende til marmelader, hvor syltearbejde også fint kan gøre brug af krattets orangerøde hybenfrugter eller syrlige æbler.
Se en masse lækre opskrifter med frugter og bær

Mangler du inspiration til sanketuren, så prøv kortet her på siden eller appen Byhøst, som organisationen af samme navn har bragt på banen. Her kan du som både ny og øvet sanker finde og dele de lækre sager, der vokser i det offentlige rum.

Fyld hatten

I Jyske Lov fra 1241 står der, at du i naturen må plukke og samle det, du kan have i din hat. Det samme princip gælder i dag. Du må samle til eget forbrug på offentlige arealer. Har du ikke en hat, kan du bruge en lille pose. Husk aldrig at drive rovdrift på naturen.

Læs mere om regler og etik, når du sanker i naturen

Find massevis af opskrifter med naturens egne råvarer