Sommergrønt dampet med smør og urter

#OpskriftSkrevet af Byhøst

Kan enten serveres som tilbehør til kød, vegetarbøffer eller som en selvstændig ret.
Til ca. 4 pers.

1-2 bundter hvide asparges ca. 8 stk.
3 gule beder
3 nye løg eller alm. løg
8 små nye gulerødder
En håndfuld strandmælde
En håndfuld hvidmelet gåsefod
En håndfuld skvalderkål
Roden og bladene fra 2-4 vilde pastinakker
150 g smør
Koldpresset rapsolie
Æblecidereddike
Salt
Peber

Start med at skære løg, gulerødder, gule beder og roden fra pastinakken i mundrette stykker.
Tag dernæst fat om aspargesen med hænderne og knæk den hårde ende af aspargesen. Du kan mærke at der et par cm. oppe af roden er et naturligt ”knækkepunkt” hvor den giver efter. (De afknækkede bunde koges dernæst op i 2 dl. vand i en gryde for sig).
Tag toppene og skræl derefter det yderste lag af med en kartoffelskræller. Skær til sidst aspargesene ud på skrå i store stykker.
Hak de vilde urter groft, og læg til side til senere.

Steg nu løgene let i rapsolien indtil de er klare og gennemsigtige.
Tilsæt bederne, gulerødder, pastinakken, en teske salt, smør og næsten alt bouillon vandet (uden aspargesbundene), og lad gryden stå og dampe med låg på i 3-5 min.
Tilsæt da de skårne asparges og de hakkede urter, rør rundt, og lad gryden dampe i 1-2 min. mere. Tilsæt lidt mere vand hvis nødvendigt.

Tag gryden af blusset og smag til med salt, peber, smør, olie og æbleeddike.

Retten serveres sammen med et stykke lækkert grillet kød, og dampende varme fladbrød.

Opskriften er lavet af Byhøst som også har mange andre opskrifter med urter fra den vilde natur.