Lær at fange strandkrabber
Scenariet er velkendt: Det er sommer, det er varmt og for at køle af i sommerheden tager du en forfriskende dukkert ved stranden. Efter et par hurtige svømmetag ud i de blågrønne bølger, sætter du foden ned i sandet – blot for at mærke en nivende smerte af noget, der føles som om, det forsøger at knibe en tå af foden. Du har sat foden lige ned foran en strandkrabbe, der nu undersøger om foden er spiselig!
Foden er lige stor nok for krabben at spise, men krabben er til gengæld en overset delikatesse, der gør sig godt i suppegryden.
Strandkrabben kender de fleste fra barndommens ture på stranden. Krabberne blev fanget og med forsigtig-hed puttet i en spand, inden de kunne nå at nive én. Måske blev krabberne fodret med muslinger eller rester fra madkurven, og de blev deltagere i krabbe-væddeløb og beboere i sandslottes voldgrave.
Men faktisk smager strandkrabben – som de fleste skaldyr – helt fantastisk. Der er dog ikke ret meget kød i strandkrabberne, som derfor egner sig bedst som smagsgiver i en suppe, bisque eller fond.

Sjov at fange
Krabberne fanger man på helt samme måde, som da man var barn. Det kræver derfor ikke meget udstyr.
Et stykke snor, en femmer eller møtrik, en tøjklemme, lidt madding og en spand er alt man behøver for at fange krabber. Snoren bindes fast til klemmen og en mønt eller møtrik, der sikrer at klemmen synker til bunds. Maddingen kan bestå af næsten alt: rester af spegepølse eller andet kødpålæg (blot det er relativ fast) fungerer udmærket. Man kan også bruge muslinger, der nemt knuses med en sten og sættes fast i klemmen med skal og det hele.
Klemmen med madding sænkes ned i vandet, gerne mellem store sten. Og så venter man til krabben kommer frem for at spise. Så snart krabben har ordentlig fat i maddingen, kan den stille hejses op af vandet og over i spanden. Så enkelt er det.
Med lidt ekstra udstyr, er der flere måder at fange krabberne på. Har man waders kan man med et lille net (eller et par gode neoprenhandsker) afsøge stenmoler for krabber, der måtte gemme sig mellem sprækkerne. Eller med et rejehov kan man ganske enkelt skovle krabberne op fra den åbne sandbund.
