Vild Smag Festival

d. 28.-30. april 2017

#Naturens spisekammerSkrevet af Stine Kamstrup Knudsen

Vil du være med til at skabe en vild festival?

Vild Smag Festival er en mini-festival, der sætter vilde råvarer og vild mad på dagsordenen og inspirerer aarhusianere til at komme ud i naturen. Festivalprogrammet bliver en bred pallette af aktiviteter, der skaber inspiration, ny viden og lækre oplevelser med de friske råvarer, der er lige omkring os. Alle er velkomne til at byde ind med aktiviteter til festivalprogrammet - og vi vil gerne invitere dig til at være med.

I foråret begynder de spiselige grønne urter for alvor at titte frem. Brændenælde, ramsløg, japansk pileurt, mælkebøtte, løgkarse og gederams er nogle af forårets grønne lækkerier. Desuden er Aarhus Bugten et tag-selv-bord af delikatesser med alt fra tang til skaldyr og fisk.

Vild Smag Festival er en del af Smag på Aarhus og arrangeres af Aarhus Kommune i samarbejde med Byhøst og alle jer, der har lyst til at bidrage til festivalprogrammet.

Vild Smag Festival: sanketur med Thomas Laursen

Tilmeld din aktivitet

Rundt i hele Aarhus er en række aktører værter for forskellige sanketure, aktiviteter og workshops.
Måske vil du, din forening, organisation eller virksomhed have et arrangement med i programmet? Her er plads til både sanketure, fisketure, naturvandringer, oplæg, workshops, madlavning og alt muligt andet, der sætter fokus på de vilde råvarer, der er i naturen i og omkring Aarhus. Aktiviteter til festivalprogrammet kan foregå alle mulige steder rundt i Aarhus: i parker og skove, på stranden og i alle de små mellemrum tæt på dig og mig. Du er også meget velkommen til at afholde aktiviteter indendørs.

Send en mail til smag@aarhus.dk, hvis du vil have en aktivitet med i programmet. Du er naturligvis også meget velkommen til at kontakte os, hvis du vil høre mere eller have sparring på din idé til en festivalaktivitet.

Deadline for at tilmelde aktiviteter til festivalen er fredag d. 31. marts 2017.

Markedsplads på Bispetorvet lørdag d. 29. april?

Som en del af Vild Smag Festival forvandler vi Bispetorvet til en levende markedsplads lørdag d. 29. april. Her kan festivalgæster lade sig inspirere, søge viden, smage og lave mad med vilde råvarer. Du er også meget velkommen til at kontakte os, hvis du er interesseret i en bod eller workshop på markedspladsen. Her er dog et begrænset antal pladser. Vi sørger for, at der er en spredning i forhold til både råvarer og aktiviteter, så vi kan ikke sikre alle plads.

Bliv frivillig på årets Vild Smag Festival

Vi håber, at mange har tid og lyst til at give en hånd med og få festivalen til at fungere. Det er primært lørdag d. 29. april på Bispetorvet, vi har brug for frivillige, men det kan også blive aktuelt ude på nogle af turene, både fredag, lørdag og søndag. Vi lægger snart mere information her på siden.
Du er også velkommen til at sende en mail til smag@aarhus.dk allerede nu, så sender vi mere information, så snart vi har det klar.