Æblesuppe med skyrskum

#Frugter og bærSkrevet af Stine Stampe og Cecilie Lambertsen

På efterårets kolde og til tider regnfulde dage kan du varme dig på denne skønne æblesuppe. Suppen kan laves over komfur, men er også god over bål til hygge i det fri, hvor man kan plukke mange af de dejlige æbler.

750 g æbler
1 usprøjtet citron (skal og saft)
3,5 dl æblemost
4 dl vand
125g sukker
2-3 tsk stødt kanel
1 vanilje stang
1 dl piskefløde
1 dl skyr natural

Riv citronskallen fint, skræl æblerne og skær dem i små stykker. Kom hernæst æblestykkerne samt citronskallen i en gryde og kog det med vand, æblemost, kanel og den flækkede vaniljestang i ca. 20 min. Blend suppen med en stavblender til den er lind, kog den herefter op med sukkeret, til sukkeret er smeltet og smag til med citronsaft.

Skyren røres igennem med en ske eller piskeris til den er lind og helt uden klumper. Pisk fløden til skum og vend forsigtigt skyren heri, dette opbevares på køl indtil servering.

Servér æblesuppen lun med en skefuld skyrskum og eventuelt en et drys kanel på toppen.

Hvis du har lyst til at prøve andre sjove opskrifter med æbler, kan du finde inspiration her.