Agernkakao & agernbrød

#Svampe og nødderSkrevet af Lars Brøndum, naturformidler & biolog v. Naturhistorisk Museum, Aarhus

Opskrifter på agernmel, agernkakao og agernbrød

Agernkakao smager overraskende godt - som nutella med knasende nøddestumper. Og brød bagt med agernmel får den lækreste nøddesmag.

Normalt tænker vi mennesker ikke på agern, som noget vi har lyst til at sætte tænderne i. Agern indeholder meget garvesyre, så nødden smager bittert og kan give ubehag, hvis den spises rå. Det er derfor vigtigt, at garvesyren koges ud af agernene, inden de bruges i madlavning. Men tager du dig tiden til at tilberede agern, kan du få den lækreste agernkakao eller en skøn nøddeagtig smag i dit brød.

Agernmel

Først skal agernene ordnes: skallen pilles af og evt. dårlige agern kasseres.

Hak agernene groft og kog dem i ca. 30 min. for at trække garvesyren ud. Skift vandet 3-5 gange undervejs indtil vandet ikke længere tager farve. De kogte agern skylles under den kolde hane og ristes hårdt på en varm, tør pande. Det er vigtigt, at de bliver helt tørre, og de må gerne begynde at tage farve.

Læg de ristede agern på en bageplade, så de kan køle af. Når de er kølet af, hakkes de fint eller males i en kaffekværn.

Agernkakao

5 portioner (ca. 1 L)

ca. 0,5 dl agernmel
ca. 0,5 dl sukker
1 l mælk

Mælken bringes forsigtigt i kog (husk at røre godt, så den ikke brænder på).

Agernmel og sukker blandes til en kakaomasse i en lille skål. Ca. 2 dl af den kogende mælk hældes over kakaomassen. Rør det godt sammen, så der ikke er klumper. Hæld kakaoblandingen tilbage i gryden med varm mælk og rør det godt igennem.

Vær opmærksom på, at denne type kakao danner bundfald.

Agernbrød

Fordej:
125 g fint speltmel
125 g groft speltmel
3 dl lunt vand
1 pakke gær

Dejen:
Hele fordejen
375 g fint speltmel
375 g groft speltmel
250 g agernmel
1-1,5 spsk salt
6 dl lunt vand

Fordej – fremgangsmåde
Gæren røres ud i det lune vand og mel tilsættes og røres ud til en tynd vælling.

Dej – fremgangsmåde
Mel og salt blandes i en stor skål.
Fordejen blandes i, hvorefter vandet røres i blandingen.
Ælt dejen godt i 10 min og lad den hæve i et par timer et lunt sted.
Dejen formes nu til boller, og efterhæver i ca. ½ time.
Boller bage i en forvarmet oven ved 220 grader i ca. 15 min.

Dejen kan også bruges til snobrød.

Læs mere om agern i madlavning