Hyldeblomstcider

#BlomsterSkrevet af Anna Bonnichsen

Lav din egen cider

Kan du lide smagen af hyldeblomst og du er klar på mere end saft, så kunne cider være en idé. Når man starter med cider, skal man vælge en smag som tiltaler én. Her er Lars Davids opskrift på hyldeblomstcider.

Ingredienser

10-15 skærme hyldeblomster
5 l. vand
2-4 økologiske citroner – saft og skræl
240 g. god sukker – fx Muscovado sukker – som giver ca. 3 % alkohol. Som regel siger man, at 16 g. sukker giver 1 l. væske en alkohol procent på 1 %.
knap 1 strøget tsk. kogesalt
5-10 g. bagegær
ekstra sukker eller honning til kulsyredannelse
evt. laktose, stevia eller sukrin

Forberedelse - sådan gør du

Pluk hyldeblomster – 10-15 skærme til en 5 l. portion. Fjern mest muligt af blomsterskærmenes grønne stængler og kom dem i en stor gryde (5 l.). Riv eller skær lidt skræl og pres saften af citronerne og fordel det over blomsterne. Kom en god sukker ovenpå og tilsæt en smule salt, det løfter smagen.

Kog vand og kom det over blomster, citroner og sukker – ad tre omgange. Først 1,5 l. og lad det trække i 5 minutter. Hæld udtræksvæsken over på den endelige gæringsgryde eller -spand. Gentag processen med endnu 1,5 l. kogende vand. Til sidst hæld 2 l. koldt vand på og lad også det stå i 5 minutter inden det hældes over på gæringsgryden/-spanden.

Gæringsprocessen - sådan gør du

Lav en gærstarter, som består af eksempelvis 2 dl. af udtræksvæsken, der er afkølet til 25°C og tilsæt 5-10 g. bagegær. Lad det stå tildækket indtil du kan høre eller se det finbobler, det tager omkring en times tid ved 20-25°C. Man kan høre det bedre end man kan se det, så brug sanserne!

Tilsæt gærstarteren til din udtræksvæske, når temperaturen er cirka 25°C. Lad et viskestykke være mellem gæringsgryden/-spanden og låget for at hindre frugtfluer og andet at komme ned til blandingen. Frugtfluerne forvandler cider til eddike. Hygiejnen er et meget vigtigt aspekt i en vellykket drik!

Kom det på flasker - sådan gør du

Når cideren er udgæret, dvs. når boblerne stopper – lyt til det – så er sukkerstoffet omsat til alkohol og CO2. Det tager cirka en lille uges tid afhængig af gærtype, sukker og temperatur. Så er det klar at eftergære på de flasker, du måtte vælge. Jeg vælger 0,25 l. patentpropflasker, der kan holde til lidt tryk. Men man kan også bruge andre slags flasker med skruelåg eller prop, de skal blot kunne skoldes og holde til kulsyretrykket. Skold flaskerne og fyld væsken på. Tilsæt en strøget teskefuld sukker per flaske til efterkarboneringen, dvs. dannelse af kulsyre.

Det kan være en god idé at smage på cideren, inden den fyldes på flaske. Hvis saften smager godt, er det et godt udgangspunkt for eftergæring på flaske. Det er dog en god idé for sødmens skyld at tilsætte uforgærbar sukker/sødemiddel som laktose, stevia eller sukrin, som også kan fås samlet som stevia/sukrin sødetabeletter.

Ryst flaskerne og lad dem stå i mindst en måned et sted uden lys under 20 grader.

Sæt en flaske på køl og prøv så din hyldeblomstcider! Skål! 🙂

Lars David Lauridsen er brygger i  Den Gamle By, passioneret brygger i sin fritid og har arbejdet med brygning i 40 år. Han anbefaler at komme ud i naturen, være nysgerrig og bruge sanserne.