Jordbærsalat med sommerkål & basilikum

Det kan overraske nogen, at jordbær er en forbløffende god smagskombination med sort peber og basilikum

#Frugter og bærSkrevet af Sofie Kvist

Sommerens jordbær giver smag, farve og glæde - også til salaten. Her i en lækker sprød salat for jordbærelskere, som er nem at lave og hvor bærrene får selskab af flere smagsnoter fra peber og basilikum.

500 gr. jordbær

1/2 sommerkål (spidskål)

1 bakke blandet salat

1 håndfuld frisk basilikum

1 spsk citronsaft

1 spsk flydende blomsterhonning

Lidt sort peber

 

Snit kålen i strimler og vend med blandet salat – fx den første spinat, rødbedeblade og ærteskud. Skær halvdelen af jordbærrene i skiver og anret ovenpå salaten, gerne på et fad.

Blend halvdelen af jordbærrene sammen med basilikum, citronsaft, et drys friskkværnet sort peber og blomsterhonning. (Den bliver faktisk så lækker at du også kan bruge den ovenpå is!). Servér i sidste øjeblik jordbærmarinaden ovenpå salaten og den er klar til at blive spist.

Vi anbefaler at servere salaten med rugbrødscrunch eller rugbrødsflager, hvor du rister tyndtskårne rugbrødsflager gyldne i ovnen – med lidt salt og olie drysset over. Jo mere tørt dit rugbrød er, jo nemmere er det at riste.