Koldhævede boller med blæretang

#TangSkrevet af Mai Lange

Boller med tang

1 pladefuld med friskbagte boller, ca. 25 stk.

5 dl. koldt vand
20 gram gær
1 spsk. groft salt
1 spsk. honning
75 g. frisk blæretang/savtang/fingertang (ca. 7 g. tørret)
250 gram grahamsmel
400 gram hvedemel ca.

Koldhævede boller er noget af det nemmeste at lave. Dejen smækkes sammen om aftenen, stilles i køleskabet og tages ud og bages om morgenen.

Opløs gæren i vandet, og tilsæt salt, blæretang og honning. Rør først grahamsmel sammen med væsken, og tilsæt derefter hvedemel. Hold lidt mel tilbage, for at dejen ikke bliver tør. Rør gerne dejen på maskine i ca. 10 min. Dejen skal være så løs, at den stadig er lidt klistret, og næsten kan holde sig selv.

Dæk dejen til og stil den koldt natten over, minimum 8 timer.

Når du skal bage brødet, så tag gerne dejen ud lidt før du skal bage. Du kan bruge 2 skeer til at lægge dejen på bagepladen men du kan også forme bollerne med våde håndflader, hvis du gerne vil have fine runde brød.

Bag bollerne ved 225 grader, indtil de er gyldne (15-20 minutter).

Når du tilfører tang til dine almindelige brødopskrifter, vil du få en lidt mere krydret smag, og en mere dybde til den type mel du vælger at bruge. Hvis du tilsætter for meget tang, bliver smagen af tang mere karakteristisk, og det falder måske ikke i alles smag.
En nem tommelfingerregel er at tilsætte 1 g. tørret tang pr. 100 g. mel, så starter du forsigtigt op.

Opskriften er lavet af Smag på Aarhus’ egen måltidssnedker Ursula Bjerggaard.