Muslinger med urter og tagliatelle

#Fisk og skaldyrSkrevet af Ursula Meander Bjerggaard

Opskrift på blåmuslinger med urter og tagliatelle

Prøv denne lækre og simple pastaret med friske blåmuslinger. Her er brugt tagliatelle, men du kan bruge en hvilken som helst slags pasta.

4 pers.

450 g. muslinger – istandgjorte
3 spsk. olivenolie
1 fed hvidløg, finthakket
1½ dl. hvidvin
1 spsk. smør
2 store håndfulde urter, hakkede (fx persille, brændenælde el. lign.)

450 g. tagliatelle (pastabånd, evt. med rødbede)

2 store håndfulde urter, hakkede (fx persille, brændenælde el. lign.)
Salt og peber
Parmesan

Skyl muslingerne, skrub dem godt med en køkkensvamp og fjern skægget. Alle muslingerne skal være lukkede. Giv de muslinger, som er let åbne, et lille slag på skallen. Hvis de lukker sig, er de levende. Smid alle åbne og tilskadekomne, knuste muslinger væk.

Hæld olivenolien i en varm sautérpande og sautér de istandgjorte muslinger og hvidløg heri. Læg låg på og ryst panden ca. ½ min. Hæld hvidvin ved. Læg låg på og lad det dampe sammen i ca. 2 min. indtil muslingerne har åbnet sig. Tilsæt smør og de hakkede urter.

Frisk tagliatelle skal kun koges i ca. 4 min. Derfor koger du pastaen i mellemtiden i letsaltet vand.
Når din tagliatelle er kogt al dente, vender du muslingerne heri og drysser med flere urter, parmesan og salt og peber.

Nydes straks – gerne i godt selskab.

Læs mere om at fange muslinger