Panerede dagliljer

#BlomsterSkrevet af Skrevet af Anette Nielsen (opskriften) og Anna Bonnichsen

Panerede dagliljer

Blomsterfryd og smagsoplevelse kan gå hånd i hånd. For har du ikke en køkkenhave, så er mange af de kendte prydblomster faktisk spiselige. Dagliljerne giver farve i haven og en spændende smag på tallerkenen.

Dagliljernes blomster holder kun én dag. Så er det jo et plus, at man kan høste de enkelte blomster inden de visner og bruge dem i køkkenet. Ikke alle sorter kan dog spises, og de har meget forskellige smag, så man skal lige prøve sig frem.

Har du ikke spiselige dagliljer i egen have, kan du plukke dem i permakultur-bedet i Åby Park, som Anette Nielsen, der bor i området, har taget initiativ til. Prøv Anettes opskrift på panerede dagliljer.

Dette skal du bruge

• En håndfuld udsprungne dagliljeblomster. Store blomsterknopper bruges også.
• 2 æg
• Rasp blandet med salt og peber
• Stegemargarine

Sådan gør du

Lad blomsterne ligge i en skål mens du gør de andre ting klar – hvis der er biller, glimmerbøsser eller andet, vil de oftest begynde at kravle op ad skålen kort efter. Skyl blomsterne og tjek at alt kryb er væk. Læg blomsterne på et rent viskestykke og lad dem dryppe af. Blomsterne vendes i de sammenpiskede æg, og derefter i raspen. Steges ved moderat varme i et par minutter, til de er sprøde. Serveres som tilbehør til en hovedret eller som en frokostsnack.

Variation

Andre store spiselige blomster som prærieliljer, squashblomster, tallerkensmækkere eller gladiolus (fra en ikke-sprøjtet have) kan også bruges på samme måde.

NB! Man må dog ikke forveksle dagliljer (hemerocallis) med liljer (lilium). Liljer er nemlig giftige!

Opskriften er af Anette Nielsen, som er initiativtager til et permakultur-bed i Åby Park. I bedet er plantet mange flerårige spiselige urter til glæde og inspiration for alle. Og man må gerne smage og plukke.
Læs mere om permakultur-bedet Åby Bed.