Pesto

#Grønt fra havenSkrevet af Anette Nielsen (opskriften) og Anna Bonnichsen

En klassisk urtedip med et vildt tvist

Pesto er en klassisk smagsgiver til al slags mad. Det er sjovt at eksperimentere med forskellige urter og smagsvarianter efter hvad sæsonen lige byder på.

I Åby Park er der plantet et permakultur-bed, som Anette Nielsen, der bor i området, har taget initiativ til. Der er flere forskellige flerårige urter i bedet, som alle er velkomne til at høste af. Prøv Anettes urte-version af pesto.

Du skal bruge

  • En stor håndfuld spiselige blade og blomster. Pesto må gerne være stærk, så her kan du godt give smagen gas ved at vælge de aromatiske, kraftigt smagende planter, som du bedst kan lide. Bliver smagen alligevel for kraftig, så bland mere olie i, eller tynd smagen ud med en håndfuld milde grøntsager.
  • 2 dl tidselolie
  • En håndfuld nødder eller mandler
  • 2 fed hvidløg
  • Salt og peber

Sådan gør du

Skyl planterne, og lad dem dryppe af på et viskestykke. Planterne blendes sammen med olie, hvidløg, salt og peber til en finthakket pesto. Blend nødderne kort med til sidst, de må gerne give lidt tekstur til pestoen. Smag til med salt og peber. Pestoen holder sig en uges tid i køleskab.

Variation

Tidselolien er valgt her, fordi olien indeholder en meget sund fedtsammensætning, som dog ødelægges hvis den varmes op. Andre olietyper, som rapsolie for eksempel, kan også fint bruges til pestoen.

Opskriften er af Anette Nielsen, som er initiativtager til et permakultur-bed i Åby Park. I bedet er plantet mange flerårige spiselige urter, som alle er velkommen til at smage og plukke af.
Læs mere om permakultur-bedet Åby Bed.