Plankefisk

#Fisk og skaldyrSkrevet af Ursula Meander Bjerggaard

Plankefisk

Det er sjovt og vildmarksagtigt at lave plankefisk. Desuden så får fisken en lækker røget smag og det er nemmere ikke at komme til at overstege fisken. Til vores arrangement ”Fladfisk i mørke”, serverede vi fisken med bålkartofler og en creme fraiche dressing rørt med havtorn.

Ingredienser:

4 portioner

4 stk. fisk
Urter (røllike, timian eller lign.)
4 stk. skalotteløg i ringe
lidt olie
Salt og peber
4 store stykker brænde (lidt større end selve fisken, og stabil, så brændeknuden kan stå selv)
Dyvler (eller store rustfrie søm)
(En dolk, til at lave huller i træet med)
En hammer

Tilbehør: Bålbagekartofler og cremefraiche med havtorn

Fremgangsmåde:

Det første der er vigtigt at have styr på når man skal lave plankefisk, er at man skal have et ordentligt glødebål. Derfor er det en fordel, hvis du bruger løvtræ, da det ikke futter så hurtigt af. De brændeknuder du har valgt at bruge til fiskene, skal være nogenlunde rene og flade. Hvis du bruger trædyvler (snittet til så det kan bruges som søm), så skal du lave huller i brændeknuderne på forhånd med en dolk, så er det nemmere at slå dyvlerne igennem.

Rens dine fisk og fyld fisken med de rensede urter og løgringe.

Bank fisken fast til brændeknuden – med søm eller dyvler, 3 steder igennem selve kødet. Hæld lidt olie på fisken og kværn salt og peber på hele ydersiden.

Sæt brændeknuderne op ad de varme gløder, så de står stabilt. De skal have ca. 30-40 minutter, alt efter fiskens tykkelse.

Af lækkert tilbehør kan du lave bålkartofler. Skyl og prik 4 stk. bagekartofler. Drys lidt olie, salt og peber på dem, pak dem ind i stanniol og læg dem i bålets gløder. De skal have ca. 40 min. Når kartoflerne er færdige og er kølet lidt af, kan du fylde dem med en dressing rørt med creme fraiche, havtorn-råsaft, hakket almindelig syre, sirup, salt og peber.

Velbekomme 🙂