Tarteletter med dejlig sommermad
For at skyde råger, skal man have en reguleringstilladelse. Det er de store unger, der lige har forladt reden, der skydes. Derefter flåes og renses de.
Opskriften er til 4 personer.

Kogning af rågerne
4 hele råger
2 gulerødder
1 stort løg
1 porre
1 liter vand
smør
salt, peber, enebær eller andre krydderier
Brun fuglene af i smør og tag dem op af gryden. Skær grøntsager i grove tern og svits dem i smørret. Læg fuglene i gryden og tilsæt vand og krydderier og kog til fuglene er godt møre.
Ragout
Kød fra de kogte råger
125 gr. grønne asparges
1-2 porrer
1 stor gulerod
50 gr. smør
2 spsk. hvedemel
5 dl rågesuppe eller bouillon
Salt og peber og evt. tyttebærsyltetøj
Kødet pilles fra benene og skæres i mindre stykker. Grøntsager ordnes og skæres i små stykker.
Smørret smeltes og porrer og gulerødder brunes let. Mel tilsættes og suppen tilsættes til rette konsistens. Til sidst tilsættes asparges og rågekød, og det koges igennem til kødet er varmt og asparges er møre. Raguoten smages til.
Anrettes i tarteletter eller groft brød og drysses med persille eller krydderurter fra naturen.

Vild salat
Saml skvalderkål, løgkarse, ramsløg og andre grønne spiselige blade.
Hvis det er sæson, høst et par skud fra dunhammer og skær i tynde skiver.
Alt vaskes godt og plukkes i mindre stykker.
Salaten blandes med æblebåde og overhældes med en sød olie-eddike dressing. Til sidst pyntes med blomster som bellis og mælkebøtte.