Salat af strandens urter

#Vilde urterSkrevet af Ursula Meander Bjerggaard

Brug forskellige spiselige urter fra stranden, af dem der er i sæson. De fleste strandurter er bedst rå i en salat i april-juni. Herefter bliver de ofte for trævlede og bitre i smagen.

Din salat kan bestå af følgende 2 lige dele
1 del:
Blandede urter. Brug for eksempel
Strandarve, de nyeste 1-2 cm skudspidser
Strandvejbred, bladene
Strandkål, blomsterne og de nye lilla blade
Hønsetarm, alt hvad der ser pænt ud
Strandfladbælg og musevikke, blomster og blade
1 del:
Mild salat. Brug for eksempel hovedsalat eller pluksalat
Lidt blomster af strandsennep eller andre spiselige blomster du falder over på vejen

Din dressing kan bestå af

½ spsk. sirup
½ spsk. citronsaft
1 spsk. god olie
Lidt urtesalt

Smuk forårs salat, der er nem og alsidig.

Fremgangsmåde:
Skyl alle urterne og fjern de groveste dele. Strandmældeblade er fine som de er i størrelsen, men brug ikke stilken.
De unge friske skud af strandvejbred kan spises som de er. Hønsetarm og vikker, er flot at anrette med som en hel stængel.
Brug ikke stænglen af strandfladbælg, den er kedelig i en salat.
Skær bladende fra strandkålen i strimler. Pluk et par enkelte blomsterbuketter fra strandkålen og anret dem på salaten sammen med skyllet strandarve og de smukke blomster.

Lav en simpel dressing i et syltetøjsglas med det søde, det sure og en olie. Tilsæt gerne urtesalt.
Anret salaten og strandurterne på et fad og hæld dressingen over – nyd salaten afkølet med det samme.

Prøv dig lidt frem med de forskellige urter. Nogle gange kan smagen på de enkelte urter overraske og blive for dominerende, andre gange er man meget åben overfor de bitre undertoner og mere bid.

Opskriften er lavet af Smag på Aarhus’ egen måltidssnedker Ursula Bjerggaard.