Sandwich med brændenældebrød og løgkarsepesto

#UkrudtSkrevet af Trine Jakobsen og Henriette Gylling, der studerer Ernæring og Sundhed på VIA

Picnic-sandwich med brændenældebrød og løgkarsepesto

Sandwich er en klassiker i picnickurven og det med god grund, den er praktisk, mættende og fuld af variationsmuligheder. Her har vi lavet en sankeversion med brændenælder i brødet og løgkarse i pestoen. Disse planter findes både i by og på land, hvor de kan spottes i vejkanter, krat, haver, skove mm.

Du kan fylde din sandwich med alverdens lækre sager. Denne består af brændenældebrød smurt med løgkarsepesto, fyldt med spidskål, serranoskinke og sprøde rødløg.

Brændenældebrød

6-8 stk.

Disse brændenældebrød er spækket med fuldkorn og kan med et indhold over 30% få fuldkornslogoet.

Ingredienser:
25 g gær
3 dl brændenældevand (se punkt 2 i opskriften)
1 dl kærnemælk eller A38 (0,5%)
1 tsk sukker eller honning
1½ tsk groft salt
150 g grahamsmel
150 g fuldkornshvedemel
250-300 g hvedemel
3 håndfulde brændenælder (svarende til ca. 50 g)

Fremgangsmåde:

  1. Skyl og rens brændenælderne grundigt i koldt vand – husk handskerne!
  2. Overhæld dem med kogende vand og lad dem stå i et par minutter. Gem 3 dl af vandet i en skål og hæld resten fra. Vandet fra brændenælderne fungerer som en god smagsgiver i brødet og på den måde bevarer du også de gode vitaminer og mineraler.
  3. I en skål blandes kærnemælk/A38 og de 3 dl brændenældevand og gæren opløses heri. Tilsæt derefter salt og sukker/honning.
  4. Pres det sidste af væsken ud af brændenældebladene, hak dem fint og kom dem i skålen.
  5. Tilsæt grahamsmel og fuldkornshvedemel og rør dejen til en ensformig grød. Herefter tilsættes hvedemel lidt ad gangen.
  6. Dejen æltes godt igennem med hænderne eller i en røremaskine, hvis du har sådan én – gerne 5-8 minutter. Dejen skal være en smule klistret.
  7. Lad dejen hæve lunt og tildækket i ca. 1½ time.
  8. Tænd ovnen på 250 grader varmluft.
  9. Hæld dejen ud på et meldrysset bord. Del den i 6-8 klumper og form dem forsigtigt til en passende sandwich størrelse.
  10. Sæt brødene i ovnen og skru ned på 200 grader. Bag dem i ca. 15-20 min. til de er flot gyldne og lyder hule, når du banker på bunden.

Hvis du har brændenælder tilovers, kan du lave brændenælde-te ved at overhælde de skyllede blade med kogende vand og lade dem trække i 5-7 minutter. Hæld derefter vandet i gennem en si. Nemt og lækkert!

Vidste du at… Brændenælde har et højt indhold af vitamin A, K og C, som blandt andet er vigtige for synet og blodstørkning samt fungerer som antioxidant. Derudover indeholder brændenælden også folat, som er nødvendig for produktionen af røde blodlegemer.

Vidste du også at… Fuldkorn betyder, at hele kornet bruges. Dette er gavnligt, fordi det netop er i kimen og skaldelene, at de fleste vitaminer, mineraler og kostfibre sidder. Kostfibre giver en god mæthedsfornemmelse og er gode for fordøjelsen, blodsukkeret, hjertesundheden og kan være med til at forebygge kræft.

Løgkarse-pesto

1 stort glas

Ingredienser:
3 håndfulde persille med stilk (svarende til ca. 40 g)
Til de sankelystende kan persillen erstattes med skvalderkål, som kan findes mange steder, bl.a. hjemme i egen have, i parker og grøftekanter.
2 håndfulde løgkarseblade (svarende til ca. 20 g)*
½ dl ristede solsikkekerner
1-1,5 dl olivenolie
½ dl koldt vand
2 spsk citronsaft
½ tsk salt
50 g parmesan

Fremgangsmåde:

  1. Skyl løgkarsen og persillen grundigt.
  2. Hak løgkarsebladene og persillen groft, så de er nemmere at purere med stavblenderen.
  3. Steg solsikkekerne på en tør pande til de bliver gyldne i farven.
  4. Kom blade, ristede solsikkekerner, olie, vand, citronsaft og salt i en skål og blend det til en ensartet og cremet konsistens.
  5. Riv parmesan fint og rør i pestoen – her kan det være nødvendigt at tilføje lidt mere vand og/eller olie, da parmesan suger væske.
  6. Smag til med citronsaft og salt.

*Vær opmærksom på, at Fødevarestyrelsen anbefaler at løgkarse kun spises i begrænset mængde. For voksne gælder det 13 g/dag og for små børn 2 g/dag. Denne opskrift er til ca. 10 portioner, hvoraf 1 portion indeholder 2 g.
For mere info se Fødevarestyrelsens planteliste