Røget muldvarp med svampe og fløde

#Svampe og nødderSkrevet af Ursula Meander Bjerggaard

Røget muldvarp i fløde

(ca. mængdeangivelser)
Muldvarpekød og indmad
20 g. smør
2 håndfulde friske svampe i skiver
½ finthakket løg
2 ½ dl. fløde
2 tsk. soyasauce
(evt. lidt fond)
1 tsk. æblecider
1 stk. tyttebærgele
Evt. lidt salt og peber

Ja, det er mærkeligt at spise muldvarpe! Men en dag på Naturcenter Sølyst skulle det prøves, når nu de alligevel var gået i fælderne. Kødet minder lidt om indmad/vildt. Husk at fryse og gennemstege kødet og indmaden, hvis du vil lave dette eksperiment derhjemme.

Flå muldvarpen og ”parter” den. Den skal varmrøges i kort tid, da det er så utroligt små stykker man får ud af den. Ca. 60 grader i 10-20 minutter. Hvis ikke du har mulighed for at røge kødet, så bare spring dette trin over.
Sautér løg og de rensede svampe i det smeltede smør. Tilsæt fløde og soyasauce, og kog det op. Tilsæt muldvarpekødet og indmaden og kog det igennem – hvis du vil have saucen mindre tyk, kan du med fordel spæde op med lidt fond (helst vildtfond, ellers brug kalvefond). Smag saucen til med tyttebærgele, æblecider, salt og peber.

Du kan spise en simpel salat til denne særprægede ret. Ved arrangementet serverede vi en salat af dunhammer og mælkebøtter.