Torsk i papir

Al fisk er god at stege i papilotte, altså at pakke fisken ind i bagepapir og lukke helt tæt. Det er en skånsom måde at tilberede fisken på.

#Fisk og skaldyrSkrevet af Ursula Meander Bjerggaard

Opskrift på fiskepakker

Ca. 4 portioner

500 g. torskeloins
½ spidskål
1 stor håndfuld istandgjorte urter, fx ramsløg
1 økologisk citron
en stor sjat hvidvin
20 g. smør
2 tsk. salt
peber

Skyl og svits urter og grøntsager på panden i lidt af det smeltede smør. Pak fisken i bagepapir i 1-4 pakker, med lidt grønt, en sjat vin, en citronskive og salt og peber. Fiskepakkerne skal være lukket tæt og skal en tur i ovnen ved 160 grader i ca. 10 minutter, alt efter hvor store pakkerne og fiskestykkerne er.

Husk aldrig at overstege din fisk. Den må ikke blive tør og hvidlig, men skal have liiige nok til at kødet går let fra benet! (ca. 50 grader i kernetemp).

På fisketuren i marts 2017, anrettede vi fisken med fritterede selleristrimler, flagesalt og knust peber. Hertil havde vi lavet knækbrød og en smule ramsløgs-cremefraiche.