Du kan sagtens høste frugt og grønt i byen
Både når man dyrker og høster i byen, skal man være opmærksom på forurening af jord og luft. Men der er ingen grund til at gå i panik. Tænk på det sådan, at det der forurener luften, også er det, du indånder, når du bor og færdes i byen.
Du kommer rigtig langt med sund fornuft og et par simple forholdsregler:
- Høst ikke tæt på trafikeret vej, min. 5 meters afstand til trafikeret vej er en god tommelfingerregel
- Skræl rodfrugter
- Skyl frugt, grønt og bær
- Dyrk jordbær, krydderurter og bladgrønt, som spinat og salat, i ren jord
I en rapport fra 2013 fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, vurderes det at: ”det mindst er 1000 gange farligere at indånde luften i byen sammenlignet med kræftrisikoen ved at spise grønt-sager dyrket i moderat forurenet jord”.
Luftforurening
Luftforurening er overalt i byer, men det trænger ikke ind i frugter og grønt. Du kan derfor vaske dine frugter og grøntsager rene. Du skal dog være opmærksom på, at bladgrønt og bær, der har store eller ru overfla-der, kan være svære at vaske helt rene. Det gælder eksempelvis hindbær, jordbær, grønkål, spinat, salat og urter, både de vilde urter og de dyrkede.
Let forurenet byjord
Jord i byen er som udgangspunkt klassificeret som let forurenet. Igen er der ingen grund til panik, og det er ikke nødvendigt at udskifte let forurenet byjord. Du kan sagtens dyrke i det, ligesom rigtig mange mennesker gør i deres private haver. Du skal blot skrælle rodfrugter og skylle dine grøntsager. Dog anbefaler vi, at du dyrker jordbær, krydderurter og bladgrønt i ren jord, evt. i et højbed.
Hvis du vil vide mere om jorden, hvor du bor, kan du kigge på Aarhus kommunes hjemmeside.