Kom godt i gang

Kom godt i gang med at sanke

Når du skal i gang med at samle og plukke i naturen, er det vigtigt at du begynder med noget, du allerede kender. Hvis du er i tvivl om en plante er spiselig, skal du lade den stå. Inden for kort tid vil du have fået øjnene op for en hel masse andet, du også kan samle fra naturens spisekammer.

I Aarhus er der masser af muligheder for at samle frugter og bær, som æbler, mirabeller, brombær og hyben. De fleste kan også genkende brændenælder, skvalderkål og mælkebøtter, men det er ikke os alle, der bruger dem i køkkenet. Og så er der alt det andet, som vi slet ikke kender nær så godt eller ved, hvad vi kan bruge til endnu.

brombær

Gode råd, når du skal i gang med at sanke:

  • Lær nogle få planter/arter at kende ad gangen. Det er vigtigt at du er opmærksom på, om det, du vil samle, kan forveksles med noget, der ikke er spiseligt, så du er sikker på, du kommer hjem med de rigtige urter, planter, bær og frugter.
  • Forbered dig godt og tag gerne billeder og beskrivelser af det, du vil samle, med på sanketuren. Der findes en række gode bøger og opslagsværker om emnet, ligesom du kan finde meget information på nettet.
  • Hvis du er i tvivl, om en plante er spiselig, så lad den stå.
  • Når du sanker i naturen, må du ikke ødelægge planterne og deres rødder. Det er derfor en god ide at have en saks med, så du let kan klippe det af, du skal bruge, uden at beskadige planten.
  • Husk bokse og poser til at opbevare din høst i. Det er ofte en fordel med mange små bokse i stedet for en stor, så eksempelvis bær ikke bliver smattede.
  • De friske grønne blade holder sig bedst, hvis du har et fugtigt viskestykke med til at pakke dem ind i.
  • Lad altid noget stå tilbage til den næste.
strandarve

Guidede naturture og Byhøsts app

Det kan være en god idé at tage med på nogle guidede naturture, inden du kaster dig ud i en sanketur på  egen hånd. Det gælder i høj grad, når du skal samle svampe. Brug blandt andet vores kalender til at orientere dig om kommende arrangementer.

Du kan eventuelt downloade Byhøsts app til din telefon. Med app’en kan du se, hvilke af naturens råvarer andre allerede har fundet i nærheden af dig – og du kan selv tagge det, du finder. På den måde kan vi alle sammen hjælpe hinanden med at finde og bruge de råvarer, der gemmer sig i naturen.